AZURBLÅ EKSTASE – DEL 3
Jan kom op ad badestigen. Line ventede ikke på, at han fik håndklædet omkring sig.
Line havde brugt hele aftenen på at få Jan til at vente.
På hendes ord, hendes bevægelser, hendes tilladelse.
Og han havde adlydt.
Men nu var det ikke længere nok. Hun ville se, hvad han gjorde, hvis han ikke behøvede at adlyde.
Om han stadig ville vælge hende, når hun gav ham muligheden for at lade være.
Tanken skræmte hende mere end noget andet den aften.
»Kom.«
Hun tog hans hånd og førte ham hen til Cathrine, der sad ved siden af Søren. Så lagde hun Jans hånd i sin kusines.
Cathrine så forskrækket op.
»Line?«
»I har ønsket hinanden i årevis. Det holder ikke op, bare fordi jeg har opdaget det.«
Hun vendte sig mod Søren. Han så længe på hende, før han nikkede næsten umærkeligt.
»Men denne gang,« fortsatte Line, »er der ingen, der skal gemme sig.«
Jan blev stående. Cathrine rejste sig langsomt, men lod ikke hans hånd slippe.
Line havde forestillet sig, at hun ville føle sig stærk. I stedet mærkede hun et stik af jalousi, da Cathrine lagde den anden hånd mod Jans kind.
»Er du sikker?« hviskede Jan.
»Nej.«
Hun tvang sig til at møde hans blik.
»Men jeg vil hellere se, hvad I vælger, når I ikke behøver lyve.«
Cathrine kyssede Jan. Forsigtigt først, som om hun ventede på, at Line skulle standse hende.
Det gjorde hun ikke.
Søren rejste sig og stillede sig ved siden af Line. Hans blik hvilede på Jan lidt længere, end hun havde forventet.
Cathrine trak ikke hånden væk fra Jans kind. Hun stod stadig tæt på ham, brystet hævede sig hurtigt, og hendes læber var blanke af kysset.
Jan så ned på hende. Der var noget råt og sultent i hans øjne, som Line kendte – men det var ikke rettet mod hende.
»Må jeg…?« hviskede Cathrine.
Jan nikkede. Han lagde hånden i hendes nakke og trak hende ind igen. Denne gang var kysset ikke forsigtigt. Det var dybt, åbent, vådt. Cathrine stønnede stille ind i munden på ham, og Line så, hvordan hendes kusines hofter pressede sig frem mod Jan.
Hans hånd gled ned over hendes ryg, greb fat i hendes balder og trak hende hårdere ind, så hun tydeligt kunne mærke hans stive pik gennem de tynde shorts.
Line stod stille.
Hun havde selv sat dem i gang. Hun havde sagt ordene. Alligevel ramte synet hende som et slag midt i brystet. Jalousien var skarp, metallisk, og blandede sig med en ubehagelig, varm pulsen mellem hendes lår.
Søren stod tæt på hende. Hun mærkede hans skulder mod sin.
»Du ryster,« hviskede han næsten lydløst.
Hun svarede ikke. Hun kunne ikke tage øjnene fra de to.
Cathrine brød kysset et øjeblik, åndede tungt mod Jans mund.
»Fuck, jeg har drømt om det her så længe,« mumlede hun. »Om at mærke dig. Om at have dig i munden. Om at lade dig fylde mig, mens hun ser på. Jeg er allerede så våd, at det løber ned ad mine lår.«
Jan stønnede lavt. Hans hånd gled ind under kanten af hendes top og fandt hendes bryst. Han klemte om den bløde fylde, strøg over den stive brystvorte med tommelfingeren.
»Vis mig,« hviskede han. »Vis mig, hvor våd du er.«
Cathrine greb hans hånd og førte den ned mellem sine ben, ind under den korte nederdel. Line så tydeligt, hvordan Jans fingre gled ind under stoffet. Cathrine spredte benene en smule og stønnede, da to fingre trængte ind i hende.
»Jesus… du er drivende,« stønnede Jan. »Det klæber om mine fingre. Du er så fucking våd, at det drypper ned på dækket.«
Han arbejdede dem hårdt ind og ud, mens Cathrine klyngede sig til hans skulder. Hendes hofter bevægede sig i små, hungrige ryk, og en tyk streng af klar saft løb ned over hans håndled.
Line mærkede Søren vende hovedet mod hende.
»Du behøver ikke blive stående her, hvis det er for meget,« sagde han stille.
Hun rystede på hovedet. »Jeg valgte det her.«
»Det er ikke det samme,« svarede han. »At vælge det med hovedet og at holde det ud med kroppen.«
Cathrine havde nu åbnet Jans shorts. Hans pik sprang fri – tyk, bankende, med en klar dråbe, der allerede glinsede i spidsen.
Hun greb om den med begge hænder og strøg langsomt fra roden til glansen, mens hun så op på ham.
»Jeg vil smage dig,« hviskede hun. »Må jeg sutte dig, indtil du sprøjter ned i halsen på mig?«
Jan kiggede et kort øjeblik over på Line. Deres blikke mødtes. Hun så skylden i hans øjne – og lysten, der var større.
Hun nikkede en enkelt gang.
Cathrine sank i knæ foran ham. Hun tog ham i munden uden tøven, sugede ham dybt, savlede over skaftet, mens hun knugede hans pung.
Jan lagde en hånd i hendes hår og stønnede højt, da hun tog ham helt ind til roden. Spyt løb ned over hendes hage og dryppede ned på hendes bryster.
»Fuck… din mund,« stønnede Jan. »Du sutter mig så dybt. Jeg kan mærke din hals.«
Cathrine slap ham et øjeblik, savlede tykt ned over den blanke pik og så op på ham med blanke øjne.
»Knep mig,« hviskede hun. »Lige her. Mens de ser på. Jeg vil have dig så dybt, at jeg sprøjter om dig. Jeg vil have, at du kommer i mig, mens jeg kommer.«
Jan trak hende op. Han vendte hende om, så hun stod med hænderne på rælingen, og trak nederdelen op om hofterne.
Hendes bikinitrusse var allerede skubbet til side.
Han førte glansen op og ned mellem hendes skamlæber, samlede den tykke væske op og smurte den over hendes klitoris.
»Du er så fucking våd, at det løber i striber ned ad dine lår,« stønnede han. »Jeg kan høre det smaske, hver gang jeg rører dig.«
»Så tag mig,« bad hun. »Fyld mig. Knep mig, til jeg sprøjter.«
Han skød sig ind i ét langt, vådt stød. Cathrine skreg stille. Jan greb hendes hofter og begyndte at pule hende – dybe, hårde stød, der fik hendes bryster til at svinge under toppen.
Hver gang han ramte bunden, lød det våde, klaskende smæld af hud mod hud, og klar saft sprøjtede ud omkring hans pik og dryppede ned på dækket.
»Hårdere,« stønnede Cathrine. »Fuck mig hårdere. Jeg er så tæt på… jeg kan mærke det… jeg kommer…«
Jan stødte endnu dybere. Hans ene hånd gled frem og strøg hårdt over hendes klitoris i samme rytme.
»Kom så,« stønnede han. »Sprøjt om min pik. Lad mig mærke dig komme.«
Cathrine brølede stille. Hendes krop spændte, hofterne rystede, og så sprøjtede hun – kraftige, klare stråler, der skød ud omkring Jans pik og ramte både dækket og hans lår. Hun kom i lange, rystende bølger, mens hendes fisse krampeagtigt knugede om ham.
Jan holdt ikke igen. Han stødte dybt ind i hende tre gange mere og kom så langt om længe med et langt, dybt, forløsende støn.
Line så tydeligt, hvordan hans pik spændtes rytmisk og sæd pumpede ind i Cathrine – tykke, hvide skud, der blandede sig med hendes sprøjt og løb ud langs hans pung i tykke, glinsende strenge.
De stod der et øjeblik, stadig forbundet, begge rystende.
Cathrines ben rystede. Jans pik pulserede stadig inde i hende, mens blandingen af sæd og sprøjt sivede ud og dryppede ned mellem dem.
Line stod stiv. Hun kunne mærke hver eneste detalje: den måde Cathrines fisse stadig knugede om Jans pik, den tykke, hvide sæd, der løb ned ad Cathrines inderside, de små efterskælv, der stadig rystede dem begge.
Søren stod stadig tæt på hende. Hans hånd havde ikke flyttet sig fra hendes lænd.
»Du kunne have stoppet det,« hviskede han. »Du kunne have sagt fra. De ville have lyttet.«
Line mærkede ordene ramme et sted dybt inde.
Hun kunne.
Hun kunne have genindført kontrollen.
Hun kunne have krævet, at de stoppede, at Jan kom tilbage til hende, at Cathrine trak sig.
Et enkelt ord, og det hele ville falde tilbage til tidligere på aftenen.
Hun så på Jan, der stadig stod med pikken dybt inde i Cathrine, mens sæden sivede ud mellem dem.
Hun så på Cathrine, der hang forover mod rælingen og stønnede stille af efterskælv. Og hun mærkede, at hvis hun havde stoppet dem, ville det ikke have handlet om frihed.
Det ville have handlet om frygt.
Hun vendte sig mod Søren.
»Bliv her,« sagde hun lavt. Jeg… jeg kan ikke.«
Han nikkede. Der var ingen dom i hans blik. Kun forståelse – og stadig den stille, ulmende nysgerrighed, når hans øjne gled tilbage til Jan.
Line vendte sig væk. Hun gik hen over dækket uden at se tilbage, ned ad stigen til kahytterne.
Først da døren lukkede sig bag hende, mærkede hun, hvor meget hendes hænder rystede.
…
Det var først næste morgen, Line opdagede, hvor vanskeligt det var at opføre sig naturligt.
Jan sad over for hende i cockpittet. Han havde skænket kaffe til dem begge, men ingen af dem havde sagt ret meget.
»Hvordan har du det?« spurgte han.
»Det ved jeg faktisk ikke.«
Han nikkede.
»Og dig?«
»Nogenlunde. Tror jeg.«
Hun betragtede ham over kaffekoppen. Han virkede forsigtig, næsten fremmed. Det irriterede hende.
»Jan, du må altså godt tale til mig, som du plejer.«
Han smilede svagt.
»Det er jeg ikke sikker på, jeg kan huske hvordan.«
Hun lo, og et øjeblik var de bare sig selv igen.
Det gjorde hende mærkeligt trist.
Ved middagstid lagde de til i en lille havn på Kastos. De hvide huse lå tæt omkring kajen, og varmen fik luften til at dirre over stenene.
Søren og Cathrine var gået op i byen efter proviant.
Line stod med ryggen mod rælingen, da Jan kom hen til hende. Han strøg en løs hårlok væk fra hendes kind, og hun greb om hans håndled, før han nåede at trække hånden til sig.
»Du er ikke helt tilgivet endnu,« hviskede hun.
»Det ved jeg.«
»Godt.«
Alligevel trak hun ham ind til sig. Kysset begyndte tøvende, men varede længere, end nogen af dem havde forestillet sig. Da de skiltes, blev hun stående med panden mod hans og øjnene lukkede.
Hans ånde var stadig varm mod hendes mund.
Hun mærkede hans hånd glide ned ad hendes ryg, under kanten af hendes top, og videre ned, indtil fingrene lagde sig om hendes balder og trak hende tættere ind.
Hans pik pressede hårdt og tydeligt op mellem dem, og hun rystede næsten umærkeligt, da hun gned sig langsomt mod den.
»Jan…« hviskede hun.
»Jeg ved det,« svarede han lavt.
Hans stemme var ru. »Men jeg kan ikke lade være.«
Han kyssede hende igen – dybere denne gang – mens hans anden hånd fandt vej ind under hendes nederdel.
Fingrene strøg langs indersiden af hendes lår, fandt kanten af trussen og gled ind under stoffet.
Hun var allerede våd. Han trykkede to fingre op mellem hendes skamlæber og strøg dem langsomt frem og tilbage, indtil hun stønnede stille ind i munden på ham.
Line åbnede benene en smule mere. Hun greb om hans skulder med den ene hånd og førte den anden ned mellem dem, åbnede hans shorts og greb om den varme, stive pik.
Hun strøg ham langsomt fra roden til spidsen, samlede den klar dråbe op med tommelfingeren og smurte den ud over glansen.
»Gud, hvor jeg gerne vil have dig i mig lige nu,« hviskede hun.
Jan pressede to fingre ind i hende i ét glat, vådt stød.
Hun knugede sig omkring dem, og han stønnede lavt, da hun begyndte at ride dem – små, sultne bevægelser, mens hun fortsatte med at rive ham af.
De stod der, tæt sammen, næsten skjult bag cockpittets skærm, mens solen brændte over de hvide huse.
Hans fingre arbejdede dybere, hendes hånd strammede om hans pik, og for et øjeblik var det, som om de begge var et sekund fra at give efter.
Hun kunne allerede mærke, hvordan hun ville sætte sig overskrævs på ham lige der, trække trussen til side og lade ham glide ind i ét langt, vådt stød –
»Undskyld, er I danskere?«
De stoppede brat og vendte sig begge i retning mod kajen.
En mørkhåret kvinde stod få meter fra katamaranen med et lille smil, der antydede, at hun havde set mere, end hun ønskede at indrømme.
Kvinden var først i fyrrerne, høj og solbrun med mørkt hår samlet i en løs knude. En hvid skjorte hang åbent over hendes shorts.
»Ja, det er vi.«
»Ej, hvor dejligt. Jeg hedder Isabella.«
Hun smilede og nikkede mod båden.
»I skal vel ikke tilfældigvis videre mod Kalamos?«
Jan svarede - måske lidt for hurtigt.
»Jo, faktisk. Vi sejler om et par timer.«
»Seriøst? Jeg har forsøgt at finde transport hele morgenen.«
»Vi har plads,« sagde Jan.
Line så på ham. Han opfangede blikket.
»Hvis det altså er i orden?«
»Selvfølgelig,« svarede hun.
Og det mente hun faktisk.
Isabella faldt ubesværet ind i selskabet.
Hun var fraskilt, arbejdede med kommunikation og havde besluttet at bruge sommeren på at rejse alene. Hun fortalte levende, lo højt og havde en særlig evne til at få andre til at føle sig interessante.
Især Jan.
De kom hurtigt ind på rejser, musik og de mærkelige kompromiser, man indgår i lange ægteskaber.
»Det bedste ved at være blevet skilt,« sagde Isabella med et smil, »er næsten, at jeg ikke længere behøver spørge nogen om lov.«
Jan lo.
»Det lyder farligt.«
»Kun for dem, der helst vil bestemme over andre.«
Isabella vendte sig mod Line ved styrepladsen.
»Og hvad med dig? Er du også sådan én, der helst vil bestemme?«
Line så overrasket op.
»Det kommer vist an på, hvem du spørger.«
»Så spørger jeg dig.«
Line smilede.
»Jeg er måske ved at finde ud af det.«
Isabella betragtede hende et øjeblik med et smil, der var en anelse mere fortroligt end før.
»Det lyder som en interessant historie.«
»Det er det måske også.«
»Så håber jeg, du fortæller mig den en dag.«
Line mærkede sig selv holde blikket lidt længere end nødvendigt.
»Måske,« svarede hun.
Først da Isabella vendte sig tilbage mod Jan, opdagede Line, at hun stadig smilede.
Line stod ved styrepladsen og hørte deres latter.
Hun mærkede et lille stik, men slog det hen.
Senere kastede de anker i en bugt. Isabella og Jan sprang i vandet sammen, og da han med et klodset baglæns spring sendte en kaskade af vand ind over hende, lo hun så højt, at Cathrine løftede blikket fra sin bog.
»Hun er da meget sød,« bemærkede Cathrine.
»Ja.«
»Og køn.«
Line så på sin kusine.
»Synes du?«
Cathrine trak på skuldrene.
»Det synes Jan vist.«
Line betragtede hende et øjeblik.
»Du er jaloux.«
»Gu’ er jeg ej.«
Line smilede. For første gang siden afsløringen var det Cathrine, der virkede usikker.
Det morede hende.
Indtil Isabella lagde en hånd på Jans skulder ude i vandet og sagde noget, der fik ham til at le igen.
Så forsvandt smilet.
Line blev siddende og fulgte de to i vandet. Hun havde ikke lagt mærke til, at Søren allerede var forsvundet under dæk.
Søren havde trukket sig tilbage til kahytten for at slippe for varmen.
Men gennem den halvt åbne luge havde han fået øje på Jan og Isabella, der drev rundt i det turkisblå vand et stykke fra agterstavnen.
Søren lænede sig nærmere lugen, omhyggelig med at blive i kahyttens skygge.
Han vidste godt, at han burde vende sig bort. Alligevel blev hans blik hængende. Ikke kun ved Isabella, men ved Jans ansigt, hans smil og den måde, han lod sig rive med.
Imens havde Cathrine lagt sin bog fra sig og forladt Line i cockpittet.
Under dæk stod luften tung og varm, og sollyset tegnede smalle, gyngende striber på væggene.
Hun var på vej efter vand, da hun opdagede Søren i kahyttens halvmørke. Han stod let foroverbøjet ved lugen, så optaget af de to i vandet, at han ikke hørte hende.
Cathrine standsede.
Der var noget ved hans koncentration, ved den måde han holdt sig skjult, som fik hende til at tøve. Hun fulgte hans blik og opdagede Jan og Isabella, der lå tæt sammen i vandet.
Et øjeblik betragtede hun sin mand uden at give sig til kende.
Og så forstod hun, at hun ikke var helt sikker på, hvem af de to han egentlig betragtede.
»Nå.«
Cathrines stemme kom så tæt bag ham, at han fór sammen.
»For helvede, Cathrine.«
Hun smilede ikke. Hendes blik gled fra hans ansigt til den åbne luge.
»Hvad laver du?«
»Kigger ud.«
»Det kan jeg se.«
Hun trådte nærmere og fulgte hans blik.
Ude i vandet havde Isabella lagt begge hænder på Jans skuldre. Han sagde noget, og hun skubbede ham grinende væk, inden hun svømmede tilbage mod ham.
Cathrine stod tavs et øjeblik.
»Hvem er det egentlig, du kigger på?«
Søren vendte hovedet.
»Hvad mener du?«
»Isabella eller Jan?«
Han lo kort.
»Hvad er det for et spørgsmål?«
»Et ret enkelt et.«
»Jeg kigger på dem begge to.«
»Det var ikke det, jeg spurgte om.«
Søren så ud igen.
Cathrine betragtede hans profil. Hun kendte hans ansigt så godt, at hun normalt kunne aflæse ham, før han selv havde fundet ordene. Men lige nu var der noget, hun ikke kunne placere.
»Du behøver ikke svare,« sagde hun.
»Godt.«
»Men du blev meget hurtigt defensiv.«
»Fordi du stiller mærkelige spørgsmål.«
»Måske.«
Hun stillede sig ved siden af ham.
Jan var svømmet hen til Isabella igen. De lå ansigt til ansigt, tæt nok på til at tale fortroligt, mens deres hoveder bevægede sig ganske lidt med bølgerne.
»Hun er flot,« sagde Cathrine.
»Ja.«
»Meget flot.«
»Ja, Cathrine.«
»Men det er ikke hende, du bliver ved med at følge med øjnene.«
Søren sagde ingenting.
Cathrine mærkede en underlig spænding brede sig i brystet. Hun havde sagt det halvt for at drille ham. Nu var hun ikke længere sikker på, at hun ønskede et svar.
»Det er Jan, ikke?«
Søren tøvede. Hans blik blev hængende ved de to i vandet.
»Det troede jeg egentlig, vi begge vidste.«
»At du var nysgerrig den anden dag, ja. Men det her er anderledes.«
»Hvordan?«
Cathrine trådte tættere på ham.
»Dengang var vi sammen om det. Nu står du her alene og holder øje med ham.«
Søren så ned.
»Det er måske også det, der gør mig nervøs.«
»Hvad?«
»At jeg ikke længere kan bilde mig ind, at det bare var noget, der skete i øjeblikket.«
Cathrine mærkede ordene ramme et sted, hun ikke havde forventet.
»Du tænker stadig på ham?«
»Indimellem.«
»Også når vi er alene?«
Han tøvede længe nok til, at hun fortrød spørgsmålet.
»Ja.«
Cathrine vendte sig mod lugen. Udenfor lo Jan ad noget, Isabella havde sagt.
»Det mærkelige er, at jeg ikke ved, om jeg bliver jaloux eller nysgerrig,« sagde hun.
Søren så på hende.
»Det ved jeg heller ikke.«
Hun lod sin hånd finde hans.
»Måske behøver vi ikke finde ud af det lige nu.«
Han flettede sine fingre ind i hendes.
»Men vi bliver nødt til at tale om det.«
»Ja,« sagde hun stille. »Det gør vi.«
Cathrine lagde hånden på hans arm.
»Men hvis du en dag finder ud af, hvem du egentlig kiggede på, så vil jeg gerne vide det.«
»Også hvis det er Jan?«
Hun mødte hans blik.
»Især hvis det er Jan.«
Hun lod hånden blive mod hans bryst.
Cathrine mærkede hans hjerte hamre under håndfladen.
Kahytten var varm og indelukket.
Sollyset faldt i smalle striber gennem den halvåbne luge og tegnede gyngende mønstre på væggene.
Udenfor kunne de stadig høre latteren fra vandet – Jans stemme, Isabellas høje, ubekymrede grin.
Hun så op på Søren.
»Fortæl mig det,« sagde hun stille. »Ikke det pæne. Ikke det, du tror, jeg vil høre. Fortæl mig, hvad du faktisk føler, når du ser på ham.«
Søren tøvede. Hans hånd lå stadig over hendes.
»Det er… svært at sige.«
»Prøv alligevel.«
Han trak vejret dybt.
»Når jeg ser på ham, mærker jeg det samme, som da vi var sammen den anden dag. Men stærkere. Det er ikke bare, at jeg synes, han er flot. Det er… jeg vil røre ved ham. Jeg vil have hans hænder på mig. Jeg vil mærke hans mund. Og jeg bliver bange for, hvor meget jeg vil det.«
Cathrine nikkede langsomt. Hun mærkede jalousien stikke – skarp, velkendt – men under den lå noget andet. En varm, uroagtig nysgerrighed.
»Du vil være tæt på ham igen,« konstaterede hun.
Søren så ned.
»Ja.«
»Mere end bare tæt.«
Han nikkede.
»Jeg vil have ham. Jeg vil have, at han knepper mig. Eller at jeg knepper ham. Jeg ved det ikke engang præcist. Jeg ved bare, at jeg på hans krop, på hans pik. På hvordan det føltes, da han rørte ved mig. Og så bliver jeg stiv. Også når du ligger ved siden af mig.«
Cathrine mærkede ordene ramme et sted dybt inde.
Hun skulle have været vred.
I stedet gled hendes hånd ned over hans mave, ind under kanten af hans shorts, og greb om hans allerede halvstive pik.
»Du er stiv nu,« hviskede hun.
Søren stønnede lavt.
»Ja.«
»Fordi vi taler om ham.«
»Ja.«
Hun strøg ham langsomt, samlede den klare dråbe op med tommelfingeren og smurte den ud over glansen og skaftet.
»Jeg er jaloux,« indrømmede hun. »Jeg hader tanken om, at du ligger og tænker på ham, mens du er i mig.
Men samtidig…« Hun stoppede op, mærkede sin egen vådhed.
»Samtidig bliver jeg våd af det. Af at høre dig sige det højt.«
Søren så på hende. Der var noget sårbart i hans blik, men også en voksende ærlighed.
»Jeg elsker dig,« sagde han. »Det ændrer sig ikke. Men jeg kan ikke længere bilde mig ind, at det her bare var en enkelt nat. Jeg vil være tæt på ham igen. Jeg vil mærke ham. Og jeg vil have, at du ved det.«
Cathrine trak ham ind i et kys. Det startede blødt, men blev hurtigt dybere, vådere.
Hun savlede ind i munden på ham, mens hun fortsatte med at kæle hans pik i et langsomt, kontrolleret tempo.
»Så lad os gøre det her ærligt,« hviskede hun mod hans læber.
»Du må tænke på ham, mens jeg rører dig. Du må sige hans navn, hvis du har lyst. Og jeg vil mærke, hvor hård du bliver af det.«
Søren stønnede.
Hun trak hans shorts ned, knælede foran ham på den smalle køje og tog ham i munden. Hun suttede ham dybt, savlede over skaftet, mens hun så op på ham.
»Fortæl mig,« mumlede hun omkring hans pik. »Fortæl mig, hvad du vil gøre ved ham.«
Søren lagde en rystende hånd i hendes hår.
»Jeg vil have ham i munden,« stønnede han. »Jeg vil slikke ham, indtil han kommer. Jeg vil smage ham. Og så vil jeg have, at han knepper mig. Hårdt. Mens du ser på.«
Cathrine stønnede omkring ham.
Hun var drivvåd.
Hun slap hans pik et øjeblik, trak sin egen trusse til side og førte to fingre ind i sig selv, mens hun fortsatte med at suge ham.
»Fuck… du er så våd,« stønnede Søren, da han så det.
»Fordi du taler om ham,« hviskede hun. »Fordi du bliver stivere, hver gang du siger hans navn. Sig det igen.«
»Jan,« stønnede Søren. »Jeg vil have Jan. Jeg vil have hans pik i røven. Jeg vil have, at han kommer i mig.«
Cathrine rejste sig, skubbede ham ned på køjen og satte sig overskrævs over ham.
Hun førte hans glans hen til sin indgang og sank langsomt ned – centimeter for centimeter – indtil han var helt inde.
»Så knep mig,« hviskede hun. »Knep mig, mens du tænker på ham. Jeg vil mærke, hvor hård du bliver af det.«
Søren greb hendes hofter og begyndte at støde op i hende.
Hårde, dybe stød.
Cathrine red ham i samme rytme, knugede sig om ham, mens hun så ned i hans øjne.
»Sig det,« stønnede hun. »Sig, hvad du vil.«
»Jeg vil have ham,« brølede Søren stille. »Jeg vil have Jan. Jeg vil have, at han knepper mig, mens jeg puler dig. Jeg vil have, at vi begge kommer i dig. Eller at han kommer i mig, mens jeg er i dig.«
Cathrine stønnede højt. Hun var så tæt på. Hun lænede sig frem, kyssede ham dybt og savlende, mens hun mumlede mod hans mund:
»Så gør det. Tænk på ham. Kom i mig, mens du tænker på hans pik.«
Søren stødte endnu hårdere. Hans ene hånd gled ned mellem dem og strøg hårdt over hendes klitoris.
Cathrine kom først – kraftige, rystende bølger, der fik hende til at sprøjte omkring hans pik. Klar saft løb ned over hans pung og køjen.
Søren fulgte efter få sekunder senere. Han kom med et langt, dybt støn, fyldte hende i tykke skud, mens han stadig hviskede Jans navn mod hendes hals.
De lå stille bagefter. Cathrine oven på ham, hans pik stadig inde i hende, sæden sivede langsomt ud mellem dem.
Hun strøg en finger over hans kind.
»Vi behøver ikke have alle svarene nu,« hviskede hun. »Du behøver ikke vide præcis, hvad du er, eller hvad det betyder. Men jeg vil ikke have, at du gemmer det for mig. Hvis du har lyst til at være tæt på ham igen… så gør det. Jeg vil gerne være med. Eller se på. Eller bare vide det.«
Søren så op på hende. Der var stadig usikkerhed i hans øjne, men også en dyb, stille taknemmelighed.
»Er du sikker?«
»Nej,« svarede hun ærligt. »Men jeg er mere sikker på det her, end jeg er på at lyve for hinanden.«
Hun kyssede ham blødt.
»Vi tager det, som det kommer. Sammen.«
Søren nikkede. Han holdt om hende, mens deres åndedræt langsomt faldt til ro.
Udenfor var latteren fra vandet stilnet. Et sted i det fjerne begyndte en motor at brumme.
De blev liggende et øjeblik endnu, tæt sammen i den varme kahyt, før de til sidst rejste sig og begyndte at samle tøjet.
Sidst på eftermiddagen lagde de til på Kalamos.
Isabella havde samlet sine ting og stod på kajen med tasken over skulderen.
»Tusind tak for turen. Det har virkelig været en fantastisk eftermiddag.«
Hun gav dem alle et knus.
Da hun nåede Jan, smilede hun.
»Og tak for snakken. Den må vi fortsætte en dag.«
»Det kunne da være hyggeligt.«
»Skal vi udveksle numre?«
Jan tog telefonen frem.
»Ja, selvfølgelig.«
Line stod få skridt derfra.
Hun så, hvordan Isabella tastede sit nummer ind på Jans telefon, ringede op til sig selv og lagrede hans nummer.
En fuldstændig almindelig handling.
Alligevel føltes den pludselig betydningsfuld.
Isabella vinkede, inden hun forsvandt op ad havnepromenaden.
»Vi ses forhåbentlig!«
Jan vinkede tilbage.
Line sagde ingenting.
Længere fremme i cockpittet stod Cathrine og Søren tæt sammen og talte dæmpet.
Line fangede et enkelt ord, Jans navn, før Cathrine opdagede hendes blik. Kusinen smilede hurtigt og vendte sig mod Søren igen.
Der var noget ved deres fortrolighed, som Line ikke helt kunne placere. Men hun havde rigeligt at tænke på og lod det passere.
Hun bemærkede ikke, at Søren blev stående og så efter Jan, da han gik ned for at hente sin telefon.
De havde knap fået fortøjningerne på plads, før Jans telefon bippede.
Han tog den op.
Et smil gled over hans ansigt.
Line så det med det samme.
»Hvem skriver?«
»Isabella.«
Han vendte skærmen mod hende.
Der var et fotografi vedhæftet.
Isabella sad på agterplatformen med vådt hår, solbrune ben og den hvide skjorte løst over skuldrene. Hun smilede direkte mod kameraet.
Under billedet stod:
Tak for en skøn eftermiddag, Jan. Det var længe siden, jeg havde grinet så meget. Du er altså farligt godt selskab.
Endnu en besked dukkede op.
Jeg har en tilståelse. Jeg havde faktisk allerede fået øje på jer, før jeg spurgte om et lift. Jeg stod lidt længere oppe ad kajen og så, hvordan Line trak dig ind til sig. I så så opslugte ud, at jeg næsten fik dårlig samvittighed over at afbryde. Men der var noget ved jer. Måden I så på hinanden. Som om I både var forelskede og havde noget uafklaret imellem jer. Jeg blev nysgerrig. Så da jeg opdagede, at I var danskere, tog jeg chancen. Jeg håber ikke, du synes, det var alt for frækt af mig?
Jan læste beskeden uden at sige noget. Så vendte han langsomt telefonen mod Line.
»Hun har åbenbart set os på Kastos.«
Line læste den. Et øjeblik mærkede hun den samme forlegenhed som på kajen. Men så hæftede hun sig ved noget andet.
Isabella havde skrevet jer.
Ikke dig.
Line så igen på billedet.
»Det var hurtigt.«
Jan smilede lidt forlegent.
»Ja.«
»Hun virker interesseret.«
»Hun er bare sød.«
»Jan.«
Han så på hende.
»Hvad?«
»Synes du, hun er attraktiv?«
Han tøvede.
»Ja.«
Svaret kom så ligefremt, at hun næsten blev vred.
»Ja?«
»Du spurgte.«
Hun så tilbage på fotografiet.
Isabella havde et ubesværet, næsten udfordrende smil. Line forestillede sig pludselig, hvordan de to havde stået og talt sammen, mens hun selv havde været optaget af sejladsen.
»Hvad talte I egentlig om?«
»Alt muligt.«
»Også os?«
Jan trak vejret ind.
»Lidt.«
»Hvad sagde du?«
»At tingene var komplicerede for tiden.«
Hun så skarpt på ham.
»Fortalte du hvorfor?«
»Nej, Line.«
Hun nikkede, men mærkede stadig irritationen.
»Nå.«
Jan lagde telefonen fra sig.
»Er du jaloux?«
»Nej.«
Han hævede øjenbrynene.
»Overhovedet ikke?«
Hun mødte hans blik.
»Måske lidt.«
Jan smilede forsigtigt.
»Det er vel ikke så mærkeligt.«
»Jo, det synes jeg faktisk.«
Hun så ud over havnen.
»Efter i går. Efter alt det, vi har gjort. Og så bliver jeg jaloux over et fotografi og en sms.«
Jan sagde ingenting.
Line vendte sig mod ham.
»Har du lyst til at se hende igen?«
Han overvejede spørgsmålet.
»Måske.«
Hun mærkede et sug i maven.
»Måske?«
»Jeg kunne godt lide at tale med hende.«
»Hvorfor?«
Jan tøvede.
»Fordi hun ikke ved noget.«
Line blev stille.
»Om os?«
Han nikkede.
»Hun kender ikke det, der skete i går. Hun ser mig bare som mig.«
Ordene ramte hende uventet.
»Og hvad ser hun så?« spurgte Line.
»Det ved jeg ikke.«
Han smilede skævt.
»Men det var rart ikke at være ham, der havde ødelagt det hele. Bare et par timer.«
Line så længe på ham.
Vreden var der stadig. Men nu blandede den sig med noget andet.
Hun forstod ham.
Og hun brød sig ikke om, at hun gjorde det.
Telefonen bippede igen.
Jan kastede et blik på skærmen.
Denne gang smilede han ikke.
»Hvad nu?« spurgte Line.
Han viste hende beskeden.
Og forresten … hvis du får lyst til at fortsætte vores samtale, når vi er hjemme i Danmark, giver jeg gerne en kop kaffe. Ingen forventninger. Bare lyst til at lære dig bedre at kende.
Line læste beskeden to gange.
Så rakte hun ham telefonen.
»Vil du gerne det?«
»Det ved jeg ikke.«
Hun betragtede ham.
»Hvis jeg bad dig lade være, ville du så gøre det?«
»Ja.«
Svaret kom uden tøven.
Og netop derfor gjorde det hende utilpas.
Hun havde opdaget, hvor meget hun nød, at Jan rettede sig efter hende. Men hun havde også lovet sig selv, at deres forhold ikke længere skulle bygge på hemmeligheder eller usagte ønsker.
Hun kom til at tænke på aftenen før. På sit eget krav om, at de skulle tale om grænserne, før nogen igen overskred dem.
Dengang havde hun følt sig stærk ved at sætte betingelserne. Nu gik det op for hende, at åbenhed også betød at høre sandheder, hun måske helst ville være fri for.
Hun kunne ikke kræve Jans ærlighed og samtidig straffe ham for den.
Hun tog en dyb indånding.
»Jeg vil ikke have, at du siger nej bare for min skyld.«
Jan så overrasket på hende.
»Hvad mener du?«
»Jeg vil vide, hvad du selv har lyst til.«
»Også hvis du ikke kan lide svaret?«
Hun tøvede.
»Ja.«
Han betragtede hende længe.
»Så kunne jeg godt tænke mig at mødes med hende til en kop kaffe.«
Line mærkede jalousien stige.
Den var skarpere, end hun havde forventet.
Hun havde set sin mand overskride langt større grænser dagen før. Alligevel føltes denne besked på en måde mere truende.
Måske fordi det ikke længere handlede om et øjebliks impuls.
Måske fordi Isabella ikke var en del af deres fælles historie.
Hun var en mulighed.
En mulighed, Line ikke selv havde skabt.
»Så synes jeg, du skal svare hende,« sagde hun stille.
Jan så på hende.
»Er du sikker?«
Line smilede uden glæde.
»Nej. Men jeg vil heller ikke lyve for dig.«
Han tog telefonen op.
»Hvad skal jeg skrive?«
Hun rystede på hovedet.
»Det bestemmer du.«
Jan begyndte at taste.
Line så på hans fingre, mens de bevægede sig over skærmen.
Det krævede al hendes selvbeherskelse ikke at læne sig frem.
Et øjeblik senere lagde han telefonen fra sig.
»Så.«
Hun ventede.
»Hvad skrev du?«
»At jeg også havde haft en dejlig dag. Og at vi måske kunne mødes, når vi kommer hjem.«
Line nikkede langsomt.
Hun mærkede både tilfredsstillelse og frygt.
Hun havde givet ham friheden til at træffe sit eget valg.
Men det var først nu, hun begyndte at forstå, hvad det kunne komme til at koste.
Jan rakte hånden frem mod hendes.
Denne gang lod hun ham tage den.
De sad længe uden at sige noget.
Så lød endnu et bip fra telefonen.
Isabella havde allerede svaret.
Det vil jeg glæde mig til, Jan. Mere end du aner.
Line læste beskeden over hans skulder.
Det lille røde hjerte lyste mod den mørke skærm.
Og pludselig vidste hun ikke længere, om det var Jans frihed, hun havde givet plads til.
Eller begyndelsen på noget, hun slet ikke var forberedt på.
Line blev siddende og stirrede på skærmen.
Så lagde hun langsomt telefonen med forsiden nedad på bordet.
»Se på mig, Jan.«
Han vendte hovedet.
»Hvad?«
»Ikke hende. Mig.«
Der var ingen vrede i hendes stemme. Det overraskede hende næsten mere end ham.
Hun rykkede tættere på og lod hånden hvile mod hans kind.
»Du har brugt hele dagen på at være charmerende over for en fremmed kvinde.«
Jan smilede forsigtigt.
»Er det en anklage?«
»Nej.«
Hun lod tommelfingeren strejfe hans underlæbe.
»Måske bare en påmindelse om, at din kone stadig er her.«
Han lagde hånden over hendes.
»Det har jeg ikke glemt.«
»Godt.«
Line lænede sig frem og kyssede ham.
Først kort, næsten prøvende. Da han gengældte kysset, mærkede hun, hvor meget hun havde savnet at kunne være tæt på ham uden først at skulle forholde sig til alt det, der var sket.
Hun trak sig en anelse tilbage.
»Jeg er stadig vred på dig.«
»Det ved jeg.«
»Og jeg er jaloux.«
»Det ved jeg også.«
»Nej, Jan. Jeg tror faktisk ikke, du aner hvor meget.«
Hun rejste sig og rakte hånden frem.
Han tog den, men hun lod ham ikke føre hende nogen steder. I stedet trak hun ham ind til sig, lagde armene om hans hals og kyssede ham igen.
Denne gang var der mindre tøven.
Da de skiltes, så han spørgende på hende.
»Hvad vil du, Line?«
Hun mærkede en pludselig lettelse ved spørgsmålet. Han havde ikke forsøgt at gætte eller tage beslutningen fra hende.
»Lige nu vil jeg have, at du er her. Med mig.«
»Det er jeg.«
Hun holdt hans blik.
»Så vis mig det.«
Men selv mens hun holdt hans blik, mærkede Line, at Isabella stadig var til stede mellem dem.
Hun kunne bede Jan afvise hende, men tanken gav ingen lettelse.
Det var ikke længere nok at vide, at han ville vælge hende.
Hun ville vide, hvad der skete, hvis han ikke behøvede. Hvis Isabella kendte til deres nærhed og alligevel ønskede at være en del af den.
Tanken gjorde hende både urolig og besynderligt beslutsom.
For første gang anede hun, at jalousien måske ikke kun handlede om at holde Isabella ude.
Jan lagde armene om hende, men ventede, til hun selv trak ham tættere på.
For første gang den aften føltes stilheden ikke som noget, de skulle overvinde.
Line vidste, at hendes jalousi ikke ville forsvinde af den grund.
Isabellas besked lå stadig på bordet, og de spørgsmål, den havde rejst, var ubesvarede.
Men hun havde truffet et valg.
Ikke om Isabella. Ikke om fremtiden.
Om Jan.
Og da hun trak ham med sig hen til den brede bænk i cockpittets skygge - kun delvist i skjul fra byens nysgerrige øjne - var det med en beslutsomhed, der ikke længere behøvede at ligne hævn.
Jan satte sig, og hun fulgte efter, knælede først mellem hans ben og åbnede hans shorts uden at sige noget.
Hans pik var allerede halvstiv, tung og varm i hendes hånd. Hun kiggede op på ham, mens hun langsomt strøg over den, samlede den første klare dråbe op med tommelfingeren og førte den til sin mund.
»Jeg vil mærke dig,« hviskede hun. »Ikke bare have dig her. Mærke dig.«
Han nikkede, stemmen ru, da han svarede:
»Så tag, hvad du vil have.«
Line trak hans shorts længere ned, bøjede sig frem og tog ham i munden.
Hun sugede ham dybt, savlede over skaftet, mens hun mærkede ham vokse og stivne mellem hendes læber.
Jan lagde en hånd i hendes hår, men pressede ikke. Han lod hende sætte tempoet.
Hun slikkede ham fra roden til spidsen, sugede om glansen, indtil han stønnede stille, og så rejste hun sig.
Hun trak sin egen kjole over hovedet, stod nøgen foran ham et øjeblik, så han kunne se, hvor våd hun allerede var mellem lårene.
Så satte hun det ene knæ på bænken, det andet på den anden side af hans hofter, og førte hans glans hen til sin indgang.
Hun sank langsomt ned.
Centimeter for centimeter, indtil han var helt inde, og hun kunne mærke ham presse mod det dybeste punkt i hende.
Hun udåndede et langt, rystende åndedrag, da hendes numse mødte hans lår.
Line sad stadig overskrævs på Jan i cockpittet, hans pik dybt inde i hende, da hun mærkede den brændende nysgerrighed blande sig med jalousien.
Hun stoppede midt i en langsom, våd bevægelse og så ned på ham.
»Tag din telefon,« hviskede hun.
Jan åbnede øjnene. Hans hænder lå stadig på hendes hofter.
»Hvad?«
»Tag den. Nu.«
Han rakte ud efter telefonen på bordet. Line løftede sig langsomt op, så kun spidsen af hans glans var inde i hende, og lod den klare, tykke saft dryppe ned over hans skaft.
»Tag et billede,« sagde hun. »Af det her.«
Jan stirrede på hende. Så på det sted, hvor de var forbundet. Hans pik var blank af hendes vådhed, tyk og pulserende, og hendes skedeåbning klemte sig om ham.
»Er du sikker?«
»Nej,« sagde hun igen. »Men gør det alligevel.«
Han løftede telefonen. Lyskeglen fra skærmen ramte hendes mave, hendes bryster, det sted hvor hans pik forsvandt ind i hende. Hun hørte klikket.
»Endnu et,« befalede hun.
»Tættere på.«
Jan zoomede ind. Hun spredte sine skamlæber med to fingre, så man tydeligt kunne se, hvordan hans glans var presset ind mellem dem, og hvordan en tyk streng af hendes saft hang ned fra hans pung.
Klik.
»Nu dig,« sagde hun og løftede sig helt af ham. Hans pik sprang fri, stiv og glinsende, vippende mod hans mave.
Hun knælede mellem hans ben, tog ham i munden og sugede dybt, mens hun så op i kameraet.
Jan stønnede og tog flere billeder. Hendes læber strakte sig omkring hans tykkelse, savl løb ned over hans pung, og hendes øjne var mørke af lyst.
Da hun slap ham, sagde hun:
»Send dem til hende.«
Jan tøvede kun et sekund. Så åbnede han beskeden til Isabella og vedhæftede de tre billeder. Han skrev:
Du sagde, jeg havde mere på hjerte. Her er noget af det.
Han trykkede send.
De ventede.
Ikke engang et minut gik, før telefonen vibrerede.
Isabella havde svaret.
Line læste beskeden højt, mens hun langsomt strøg Jans glinsende pik:
Fuck… det var ikke den slags samtale, jeg havde forventet. Men jeg er allerede våd. Vis mig mere. Vil se dig komme i hende. Vil se hendes fisse dryppe af dig.
Jan stønnede. Line smilede skævt.
»Hun er sulten,« mumlede hun. »Skal vi give hende mere?«
Hun vendte sig om, lagde sig på knæ på sædet med ryggen til ham og spredte balderne. Jan førte telefonen tæt på, mens han førte sin glans op og ned mellem hendes skamlæber, samlede den tykke væske op og smurte den over hendes klitoris.
Klik. Klik. Klik.
Han sendte billederne med teksten:
Hun er så våd, at det drypper ned på dækket. Hun vil gerne have, du ser det.
Svaret kom næsten øjeblikkeligt.
Gud… kig på den fisse. Den er så rød og opsvulmet. Er det fordi du lige har kneppet hende? Eller fordi hun kan lide, at jeg ser på? Fortæl hende, at jeg har tre fingre inde i mig lige nu, mens jeg kigger på jer. Min fisse smasker, hver gang jeg bevæger dem.
Line stønnede højt, da Jan læste det op. Hun pressede sig bagud.
»Gør det,« hviskede hun. »Knep mig, mens hun ser på.«
Jan førte sin pik til hendes indgang og skød sig ind i ét langt, vådt stød.
Line skreg stille.
Han filmede, mens han knaldede hende – de dybe, slaskende lyde, hendes bryster der svingede, den måde hendes skede klemte sig om ham for hvert stød.
Han sendte den korte video med teksten:
Hun kan lide at blive set på. Hendes fisse suger mig ind, hver gang jeg nævner dit navn.
Isabellas svar kom i en strøm:
Fuck ja… knald hende hårdere. Jeg vil høre, hvordan hun stønner. Jeg har fingrene så dybt, at jeg kan mærke min egen livmoder. Min klitoris er så stiv, at det gør ondt. Fortæl hende, at jeg savler ved tanken om at slikke hendes fisse, mens du knalder hende. Vil smage jer begge.
Line rystede. Hun kiggede over skulderen, mens Jan stødte hårdt ind i hende.
»Skriv det til hende,« stønnede hun. »Skriv, at jeg er ved at komme.«
Jan greb telefonen med den frie hånd og skrev med rystende fingre:
Hun er tæt på. Hendes fisse dunker omkring mig. Hun vil have, du kommer sammen med hende.
Isabella svarede med et billede.
Line og Jan stirrede på det.
Isabella lå på en hotelseng nøgen, benene spredt vidt. To fingre var dybt inde i en blank, lyserød fisse, og den tredje strøg over en opsvulmet, mørk klitoris. Hendes bryster var tunge, brystvorterne stive og røde.
Under billedet stod:
Jeg kommer, når I kommer. Knep hende i stykker Jan. Fyld hende. Jeg vil se sæden løbe ud af hende bagefter.
Line skreg, da orgasmen ramte hende.
Hendes skede krampeagtigt klemte sig om Jans pik, og hun kom i lange, rystende bølger, mens hun stønnede Isabellas navn.
Jan holdt ikke igen. Han stødte dybt ind i hende tre gange mere og kom med et langt, gutturalt brøl. Line mærkede de varme, tykke skud fylde hende.
Jan trak sig langsomt ud. En tyk, hvid streng af sæd fulgte med og løb ned over hendes skamlæber og indersiden af lårene.
Han filmede det tæt på – den opsvulmede, lyserøde fisse, der langsomt lukkede sig, mens sæden sivede ud i tykke dryp.
Han sendte videoen.
Isabella svarede med det samme:
Jesus… se på det. Det er så fucking smukt. Jeg er lige kommet over hele min hånd. Min fisse spjætter stadig. Jeg vil have mere. Vil se jer slikke hinanden rene. Vil se hende smage din sæd, mens hun kigger ind i kameraet. Og Jan… næste gang vil jeg have, at det er min fisse, du fylder. Hvis I tør.
Line vendte sig om og satte sig på knæ foran Jan.
Hun tog hans stadig halvstive, sædglinsende pik i munden og slikkede ham rent, langsomt og grundigt, mens hun så direkte ind i kameraet.
Jan filmede, mens hun slikkede hver dråbe op, savlede over hans pung og til sidst åbnede munden, så Isabella kunne se den blandede sæd og fissesaft på hendes tunge.
Han sendte billedet med teksten:
Hun smager dig, mens hun smager mig. Hun er stadig våd. Vi er begge våde.
Isabellas sidste besked den aften kom fem minutter senere:
I to er farlige. Jeg ligger her med min varme slim på fingrene og en fisse, der banker. Jeg vil have mere af jer. Meget mere. Når I kommer til København, vil jeg have jer begge i min seng. Jeg vil have min tunge i hendes fisse, mens du knepper mig. Jeg vil have dig i røven, mens hun slikker dig ren bagefter. Og jeg vil have, at I filmer det hele, så jeg kan se det bagefter, når jeg er alene og savner jer. Godnat, I lækre, liderlige dyr. Drøm om min fisse i nat. Jeg drømmer allerede om jeres.
Line og Jan sad stille et øjeblik. Telefonen lå mellem dem på sædet. Lines lår var blanke af sæd og saft. Jans pik var begyndt at stivne igen.
Hun så på ham.
»Hun vil have os begge,« hviskede hun.
Jan nikkede. Hans stemme var ru.
»Og du?«
Line rakte ud, tog hans hånd og førte den ned mellem sine ben, hvor sæden stadig sivede ud af hende.
»Jeg er så våd, at det er pinligt,« indrømmede hun. »Og jeg hader, hvor meget jeg kan lide det.«
Hun lænede sig ind og kyssede ham, dybt og savlende, mens hun mumlede mod hans mund:
»Skriv til hende, at vi drømmer om hendes fisse også. Og at vi tager flere billeder i morgen.«
Jan greb telefonen igen.
Mens han skrev, sank Line langsomt ned over hans genopståede pik, og de begyndte forfra – langsommere denne gang, dybere, mens Isabellas sidste ord hang i luften mellem dem som en våd, uundgåelig invitation.
Da vidste de begge, at ferien havde ændret alt.
Jan lagde telefonen fra sig. Et øjeblik lyttede de blot til vandets sagte slag mod skroget.
Så kom Cathrine og Søren op fra kahytterne.
Cathrine standsede ved synet af dem indsmurte i hinandens safter og smilede.
»Vi forstyrrer måske?«
»Det gør I faktisk ikke,« svarede Line.
Søren blev stående lidt bag Cathrine. Han så på Jan, men slog hurtigt blikket ned.
Line bemærkede det. Hun havde set det samme blik tidligere på aftenen, da Jan og Cathrine havde kysset hinanden. Dengang havde hun ikke forstået det. Nu begyndte hun at ane sammenhængen.
»Søren,« sagde hun. »Der er noget, du gerne vil sige.«
Han så overrasket på hende.
»Det ved jeg ikke.«
»Det tror jeg faktisk godt, du gør.«
Cathrine tog hans hånd.
»Vi har talt om det,« sagde hun stille.
Jan rettede sig op.
»Om hvad?«
Søren trak vejret dybt.
»Om dig.«
Der blev stille.
»Jeg har tænkt mere på det, der skete mellem os, end jeg havde forestillet mig,« fortsatte han.
»Og det handler måske ikke kun om i går.«
Jan betragtede ham længe.
»Det havde jeg ikke regnet med.«
»Det havde jeg heller ikke.«
Søren smilede usikkert.
»Er det mærkeligt?«
Jan rystede på hovedet.
»Ikke efter alt det, vi har oplevet sammen.«
Cathrine lagde armen omkring Sørens liv.
»Jeg troede, det ville gøre mig jaloux,« sagde hun. »Men det mærkeligste er, at det ikke gør.«
»Slet ikke?« spurgte Line.
Cathrine smilede.
»Måske lidt. Men ikke på den måde, jeg havde forventet.«
Hun så fra sin kusine til de to mænd.
Line tog Jans hånd og lagde den i Sørens.
»Så lad være med at gøre det mere kompliceret, end det er.«
Søren så på hende.
»Er du sikker?«
Line lo sagte.
»Nej. Det er vist efterhånden blevet mit standardsvar.«
Jan smilede og lod hånden blive i Sørens.
Cathrine trådte hen til Line og lagde armen omkring hende.
»Du ved godt, at vi ikke behøver beslutte hele resten af vores liv i aften?«
»Heldigvis.«
»Men vi kan vel beslutte, at vi ikke skal tilbage til alle hemmelighederne.«
Line nikkede.
»Det kan vi.«
Jan trak Søren ind i et langt, varmt kram. Da de slap hinanden, blev de stående tæt, uden den sædvanlige forlegenhed.
Line så på Cathrine.
»Og hvad så med os to?«
»Hvad med os?«
»Vi har brugt hele ferien på at finde ud af, hvad mændene har lyst til.«
Cathrine hævede øjenbrynene.
»Har vi virkelig det?«
De brast begge i latter.
Jan lagde en arm om Line, mens Søren trak Cathrine ind til sig. Et øjeblik stod de fire tæt sammen midt i cockpittet, omfavnet af den lune græske nat.
»Og Isabella?« spurgte Cathrine pludselig.
Line og Jan udvekslede et blik.
»Hun har vist også fået øje på nogle muligheder,« sagde Line.
»Nå, har hun det?«
»Det kan vi fortælle jer i morgen.«
»Det glæder jeg mig til,« sagde Cathrine.
Line så ud over havnen. Lysene spejlede sig i vandet, og længere inde på land spillede nogen musik fra en åben terrasse.
Line løftede sit glas.
»For os fire.«
»For os fire,« gentog Cathrine.
Glassene mødtes med en klar, lille klang.
Derefter blev der stille.
Vinden havde lagt sig igen.
Kun vandet slog blødt mod skroget, og et sted inde på land spillede nogen stadig dæmpet musik.
Den græske nat lå tung og varm omkring katamaranen, som om den selv lyttede.
Line satte glasset fra sig. Hun så fra den ene til den anden – Jan, Cathrine, Søren – og mærkede, at ingen af dem rigtig vidste, hvad de skulle gøre med hænderne.
Eller med blikket.
»Vi skal ikke gå hver til sit nu,« sagde hun stille. »Ikke endnu. Ikke som om intet er sket.«
Jan vendte hovedet. Hans øjne var mørke i det dæmpede lys fra cockpittets små pærer.
»Hvad vil du så, Line?«
Hun trak vejret dybt. For første gang den aften mærkede hun ikke behovet for at styre svaret.
»Jeg vil, at vi bliver her. At vi ser på hinanden uden at gemme noget. Også det, der stadig gør ondt.«
Cathrine stod tæt op ad Søren. Hendes hånd lå stadig om hans liv, men grebet var løsere end før.
Hun kiggede på Line med sit lille, uudgrundelige smil.
»Du lyder næsten, som om du er bange for, at vi forsvinder, hvis vi ikke holder fast.«
»Måske er jeg det,« indrømmede Line. »Eller måske er jeg bare bange for at opdage, at jeg ikke længere behøver holde fast.«
Søren rømmede sig. Han havde ikke sagt meget siden skålen. Nu mødte han Jans blik direkte – uden at lade det glide væk, uden at søge Cathrines ansigt først.
»Jeg vil sige noget, før det bliver for sent,« sagde han.
Stemmen var ru.
»Jeg har lyst til dig, Jan. Ikke kun som noget, der skete en enkelt gang. Jeg tænker på dig. På din mund. På hvordan det føltes, da du rørte ved mig. Og jeg er stadig bange for, hvad det betyder.«
Jan nikkede langsomt, åbent og anerkendende. Der var plads. Han lod blikket hvile på Søren et øjeblik, før han vendte sig mod Line.
»Og jeg elsker dig,« sagde han til hende. »Det er ikke mindre, fordi jeg også kan mærke dem. Det er bare… mere. Og det skræmmer mig også.«
Line mærkede jalousien stikke – skarp, velkendt. Men den blandede sig med noget andet. En underlig, varm lettelse.
»Jeg ved det,« hviskede hun.
»Jeg kan mærke det, når du kigger på hende. På ham. Og jeg hader det stadig lidt. Men jeg hader det mindre, end jeg hadede at lyve.«
Cathrine trak vejret ind. Hun slap Søren og trådte et skridt frem, så hun stod midt imellem dem alle.
»Jeg troede, friheden bestod i det forbudte,« sagde hun. »I hemmelighederne. I at tage noget, der ikke var mit. Nu ved jeg, at det var løgn. Jeg behøver ikke stjæle for at føle mig levende.
Jeg behøver bare… at være her. Med jer. Uden at skjule, at jeg stadig bliver våd, når Jan kysser mig. Uden at skjule, at jeg bliver våd, når Søren kigger på ham.«
Hun smilede skævt.
»Og uden at skjule, at jeg altså bliver lidt jaloux, når Isabella får dig til at le på den måde, Jan.«
Navnet hang et øjeblik i luften. Ingen af dem sagde mere om hende.
Det var nok.
Hun var en del af den større verden, der ventede derude – men ikke af denne nat.
Line rakte hånden frem. Ikke for at tage kontrol.
Bare for at røre.
Hun lagde den på Jans bryst, mærkede hjerteslaget under hånden, og så videre til Cathrine.
»Kom her,« sagde hun.
Cathrine trådte ind.
Line kyssede hende – langsomt, åbent, uden at skynde sig.
Hun mærkede Cathrines læber åbne sig, mærkede tungen, mærkede den lille rysten, da Cathrine lagde en hånd i hendes nakke.
Da de skiltes, var begge forpustede.
Jan stod stille og så på dem.
Søren også.
Line vendte sig mod sin mand.
»Kys hende,« sagde hun. »Mens jeg ser på. Mens Søren ser på. Og så kys mig bagefter, så jeg kan smage hende på dig.«
Jan tøvede kun et sekund. Så tog han Cathrines ansigt mellem hænderne og kyssede hende dybt.
Line stod tæt på og fulgte hvert lille støn, hver bevægelse af deres tunger.
Hun mærkede sin egen krop reagere – varmen mellem lårene, den langsomme, våde pulseren.
Da Jan slap Cathrine, vendte han sig straks mod Line og kyssede hende.
Hun kunne smage Cathrine på hans mund. Det gjorde ondt. Det gjorde hende drivvåd.
Søren stod stadig lidt tilbagetrukket. Line rakte hånden ud efter ham.
»Du også,« sagde hun. »Ingen af os gemmer sig i aften.«
Søren trådte frem. Line tog hans hånd og lagde den på Jans bryst. Så tog hun Jans hånd og lagde den på Sørens kind.
»Kys ham,« hviskede hun til Jan. »Hvis du har lyst.«
Jan så på hende først.
Hun nikkede.
Så lænede han sig ind og kyssede Søren – forsigtigt i starten, så dybere, da Søren åbnede munden og stønnede stille.
Cathrine stod bag Søren og lagde armene om ham, mens de to mænd kyssede.
Hendes hånd gled ned over Sørens mave, ind under kanten af hans shorts, og greb om hans allerede stive pik.
Line så det hele. Hun mærkede jalousien. Hun mærkede lysten. Og for første gang lod hun dem eksistere side om side uden at forsøge at vælge.
Hun trådte tættere på, knælede foran Jan og åbnede hans shorts. Hans pik sprang fri – tung, varm, allerede dryppende.
Hun tog den i munden uden at sige noget, sugede ham dybt, mens hun stadig kunne høre de våde lyde af de andres kys.
Cathrine havde trukket Sørens shorts ned og strøg ham langsomt, mens hun så på Line.
Jan lagde en hånd i Lines hår, men pressede ikke. Han lod hende sætte tempoet. Hun savlede over ham, lod spyttet løbe ned over skaftet, mens hun mærkede Cathrine knæle ved siden af hende.
Cathrine tog Sørens pik i munden. De to kvinder knælede side om side, sugede, savlede, stønnede stille, mens mændene stod over dem og så på hinanden.
Efter et stykke tid rejste Line sig. Hun stod nøgen i det dæmpede lys.
Cathrine gjorde det samme. Deres kroppe var solbrune, varme, blanke af sved.
Line lagde sig tilbage på den brede bænk i cockpittet. Hun spredte benene og så på Jan.
»Kom ind i mig,« sagde hun.
»Mens de ser på.«
Jan knælede mellem hendes lår og skød sig ind i ét langt, vådt stød. Line stønnede højt.
Hun var så våd, at det lød, hver gang han bevægede sig.
Cathrine satte sig overskrævs over Lines ansigt, vendt mod Jan, og sænkede sin fisse ned over Lines mund. Line slikkede hende – dybt, sultent – mens Jan knaldede hende.
Søren stod bag Cathrine. Han førte sin pik til hendes mund, og hun tog ham ind, sugede ham, mens Line slikkede hende, og Jan stødte ind i Line.
De bevægede sig sammen – langsomt først, så hurtigere.
Lydene blandede sig: våde sugelyde, støn, det bløde klask af hud mod hud, vandet der stadig slog mod skroget udenfor.
Line kom først. Hun rystede under dem, mens hun stønnede ind i Cathrines fisse.
Cathrine fulgte efter, klemte sig om Lines tunge, mens hun stadig havde Sørens pik i munden.
Jan holdt ikke igen. Han stødte dybt ind i Line tre gange mere og kom med et langt, dybt støn, fyldte hende, mens Søren kom i Cathrines mund.
Cathrine slugte det meste, men vendte sig om og kyssede Jan, så de kunne dele sæden mellem sig.
Jan kunne smage Søren på Cathrines tunge. Deres tunger dansede tæt og liderligt.
Så vendte han sig mod Line og fortsatte det våde kys.
Line kunne samtidigt mærke Jans sæd sive ud af sig og ned over bænken.
De sank sammen bagefter. Fire kroppe, svedige, våde, forpustede.
Jan lå med ansigtet mod Lines hals. Søren havde en arm om Cathrine. Cathrines hånd fandt Lines.
Ingen sagde noget i lang tid.
Til sidst hviskede Line:
»Jeg er stadig jaloux nogle gange. Jeg bliver det sikkert igen.«
Jan kyssede hendes skulder.
»Det er i orden.«
Cathrine strøg en finger over Lines kind.
»Jeg også. Men jeg er mere nysgerrig end bange nu.«
Søren lå stille et øjeblik, før han sagde:
»Jeg ved ikke, hvor det her ender. Men jeg vil ikke gemme mig mere.«
Line nikkede. Hun mærkede den gamle trang til at definere, styre, sætte grænser – og lod den passere. Tillid var ikke det samme som kontrol. Hun havde brugt de sidste par dage på at lære det.
De blev liggende, mens natten langsomt blev tyndere.
Et sted i øst begyndte himlen at lysne – først bare en svag, grå stribe over horisonten. Vinden vendte blidt. Et par måger skreg i det fjerne.
Line mærkede Jans ånde mod sin hud, Cathrines fingerspidser mod sin hånd, Sørens varme skulder tæt på.
Ingen af dem forsøgte at rejse sig. Ingen af dem forsøgte at forklare mere.
De fire lå tæt sammen i cockpittet, mens den græske morgen langsomt skyllede ind over Det Ioniske Hav.
Vandet var stille. Båden gyngede blidt.
Og for første gang i lang tid var der ikke noget, de behøvede at skjule.
Erotiske noveller skrevet af Anonym