Lyset fra fjernsynet flød i blå og hvide striber hen over reolen og videre op på loftet, hvor skyggerne skiftede form for hver bevægelse på banen. Kommentatorens mund bevægede sig rytmisk på skærmen, stemmen lød dæmpet og blandede sig med den tørre tikken fra uret over døren. Vinen sendte en tung duft op fra sofabordet, blandet med fed ost fra den åbne pizzabakke og en rest opvaskemiddel fra køkkenet, som stadig lå som en svag sæbenote i luften. Babyalarmen på hylden gav et grønt skær, en lille knitren gled ud, når dynen derinde rørte sig ganske lidt. Mike sad i den ene ende af sofaen med laptoppens låg halvt lukket over lårene, skærmens sorte flade spejlede kampen og en svag kontur af hans eget ansigt. Mor sad yderst med fødderne trukket op under sig, sjalet samlet om skuldrene, den ene bare fod stak frem over pudens kant og rørte tæppet med storetåen i små, korte bevægelser. Frank lå mere udstrakt i hjørnet med sokkerne halvt nede om hælene og skjorten åben ved halsen, vinglasset stod tæt ved hans hånd, og fjernbetjeningen lå som en forlængelse af armen langs armlænet.
Frank løftede glasset, lod vinen løbe i en langsom cirkel langs kanten, og et smil trak sig skævt mod den ene mundvig. “Den her kamp krævede ekstra overtid,” sagde han, øjnene hang fast på skærmen, “Gud må have læst forkert i kampprogrammet.” Han tog en slurk og satte glasset ned så bunden tegnede en våd ring på bordet. “Præsten og Jesus kan holde nattevagt sammen deroppe,” fortsatte han, “de plejer at klare de sene timer uden hele familien.” Tikken fra uret landede tungt i Mikes bryst, hvert minut trak gudstjenestens start nærmere, og aftalen fra morgenstunden stod klart i hans hoved, som en fast tid i den kolde kirke med de gule pærer langs væggene. Mor flyttede fødderne ned på tæppet, hælene ramte stoffet, og hun rykkede sig frem på puden så knæene vendte mere mod Frank.
“Vi aftalte i morges at tage til den sene gudstjeneste,” sagde hun, stemmen lød jævn, men Mikes blik fangede spændingen ved hendes hals, hvor huden strammede let over struben. “Du sagde ja, mens kaffen løb ned i koppen, og barnet lå lige derinde.” Hånden samlede sjalet tættere om skuldrene, den anden gled ned over låret og videre mod knæet, som om hun forankrede sig i den bevægelse. “I morgen står vi med barnet foran alteret,” fortsatte hun, “i aften havde vi en chance for at stå der sammen, bare os.” Mike kendte rytmen i hendes ord, når hun kæmpede for at holde ro og stadig trænge ind gennem hans vin og skærm; han mærkede en varme i brystet ved, at hun trak både barnet og aftalen ind i samme sætning.
Frank vendte endelig hovedet helt mod hende, en lille rynke trak sig sammen mellem øjenbrynene, samtidig med at smilet blev hængende i mundvigen. “Du og Gud har abonnement på hinanden,” sagde han, “morgenbøn, salmer, søndage, hele pakken, han får dig rigeligt.” Et kort grin rystede maven under skjorten. “Hvis han mangler én mand på bagerste række, sender han nok en ny profet,” tilføjede han og slog knoerne mod armlænet. Blikket gled derefter langsomt hen over Mikes ende af sofaen, som om han lige målte afstanden, før det fandt mor igen. “Sofaen her trænger til mig i aften,” sagde han, “ryggen har haft en lang uge, det her er min helligdag.”
Mor lod ham tale ud, læberne var presset sammen et øjeblik, før hun trak luft ind. “Så tager jeg afsted alene,” sagde hun, ordene faldt klart, og hun løftede hagen en smule. Hendes blik gled hurtigt forbi Mike, et kort strejf, som rummede både undren og noget varmere, før hun igen fandt Franks øjne. “Jeg har brug for kirken i aften,” fortsatte hun, “uanset hvor du ligger.” Mikes mave trak sig sammen ved den beslutning, han hørte både træthed og stædighed i samme lyd; den tanke havde hun haft før, stå mellem bænkene med barnet ved siden af, mens Frank blev hjemme. Den gang havde hun stået med alt alene, nu sad Mike på sofaen, og hun vidste, han lyttede.
Frank trak vejret ud gennem næsen, en let snerren i lyden, og sænkede blikket mod glasset, før han lagde det fra sig. “Du elsker at ligne enkerne på forreste række,” sagde han, “tændte lys, foldede hænder, hele sørgeudtrykspakken.” Smilede vendte tilbage, denne gang bredere. “Tag da Michael med,” sagde han og vippede med hovedet mod Mikes ende af sofaen. “Han forstår dig bedre end jeg gør, siger du selv hele tiden, han kan holde salmebogen for jer begge to.” Ordene slog hårdt ned mellem dem, og Mikes fingre strammede sig om laptoppens kant, knoerne fik en lys tone mod den mørke plastikramme.
Mor rettede sig en smule, skuldrene gled længere tilbage under sjalet, og hun lod et langt øjeblik gå før næste sætning. “Michael behøver ikke stå i midten af vores aftaler,” sagde hun, men stemmen manglede den samme fasthed som før. Hendes blik fandt Mike igen, denne gang blev det hængende et sekund længere, øjnene søgte efter noget i hans ansigt, som om hun vejede hans plads i det hele. Han sad med kroppen vendt halvt mod hende, lårene lidt drejet i hendes retning, og selv den lille vinkel sendte en tydelig støtte frem gennem rummet. Hun kendte den støtte, den lå i opvasken, i bleerne, i de sene snakke ved køkkenbordet, og hun havde allerede mærket savnet efter den, da Frank talte kirken væk.
“Jeg tager afsted,” sagde hun så, stemmen sank en tone, “og Michael kommer med.” Ordene bar en rest modstand, som om hun skubbede dem ud forbi en kant, men Mike hørte også lettelsen under dem, en varm strøm midt i alt det hårde. Hånden gled over sofaens kant, fingrene fandt hans knæ og blev liggende der lidt længere denne gang, presset var blødt men tydeligt.
Frank sukkede, lænede sig tilbage i hjørnet igen og lod hånden falde ned over låret. “Du og din private menighed,” mumlede han, men kampen på skærmen trak allerede hans blik tilbage, og ordene mistede kraft.
-
Lyset i kirken lå som et køligt slør over bænkene; vinduerne slap kun et gråt restlys ind, og flammerne fra væglamper og stearinlys tegnede små, gyldne øer på de hvide mure. Duften af stearin blandede sig med fugtig sten og vådt uldtøj fra menigheden, der rejste sig fra bænkene; uld og nylon raslede, når frakker gled mod hinanden, og sko slog hule slag mod gulvet. Orgelet trak de sidste toner ud, dybe klange der satte sig som en vibration i Michaels bryst; klangen hang længe mellem hvælvingerne, før den gled ud og efterlod en blød summen i ørerne. Han sad bagerst til højre på enden af en bænk; træet under ham var hårdt og koldt gennem bukserne, og kroppen bar stadig restvarmen fra kirkerummet og fra mors lår ved siden af. mor sad med kroppen drejet en anelse mod midtergangen, frakken var knappet op, så nederdelen gled op til midt på lårene; i skæret fra sidevinduet så han de blege knæ under, de fine lyse hår på huden stod som skygger i lyset. Hendes hår var slået ud, det mørke fald lå ned over ryggen og frem mod brystet, så en del af ansigtet forsvandt halvt bag en tung lok, hver gang hun sænkede hovedet mod salmebogen. Præsten afsluttede velsignelsen ved alteret, stemmen flød mættet ud gennem rummet; ordene om fred og sandhed i hjertet gled rundt om Michael og satte sig et sted dybt inde, hvor alt det fra de sidste nætter lå presset sammen.
Bænkene knagede, da folk rejste sig; salmebøger blev lagt på plads, jakker knappet, stole skrabet lidt tilbage. En kirketjener bevægede sig langsomt gennem rækkerne, samlede bøger ind; hans skridt lød dæmpede på stenene, og metalspanden med lysestumper klirrede svagt for hvert lille stykke voks. Langsomt tømtes kirkerummet, som om lyden blev trukket ud med hvert skridt; døren ved våbenhuset klappede med jævne mellemrum, kulde fra gangen strøg ind i små pust, hver gang nogen gik. mor blev siddende; hendes skuldre sank en anelse, ryggen gled helt mod ryglænet, og hun lod hånden falde ned på låret, hvor fingerspidserne hvilede tæt ved knæet. Blikket hang ved alteret og de sidste tændte lys; hun gjorde ingen mine til at rejse sig. Michael gled en smule tættere på, lod deres lår komme i kontakt; varmen fra hendes ben sivede ind gennem hans stof og lagde sig som en tynd bræmme langs hans egen hud.
“Vi kan godt blive lidt,” sagde hun lavt, øjnene stadig mod alteret; stemmen bar en træthed, men også en lettelse, som om hun havde ventet på at slippe menigheden. “Man trækker bedre vejret, når rummet står tomt.” Hendes tommelfinger begyndte at tegne små cirkler på låret, hen over nederdelens stof, en rastløs bevægelse som ikke fandt hvile.
Michael nikkede, selv om hun så fremad. “Jeg forstår, hvorfor du holder af det her sted,” sagde han lavt; ordene fik et andet ekko mod sten og træ end hjemme ved køkkenbordet. “Luften føles… renere, selv når hovedet løber rundt med ting, man helst ville gemme.”
“Præsten sagde,” fortsatte han, “at Gud kender længslerne, vi forsøger at gemme; alle de billeder vi bærer rundt på. Også dem, vi skammer os mest over.” Han mærkede sin egen puls i halsen, mens han sagde det; ordene ramte tilbage mod ham selv.
Hun lod blikket vandre op mod hvælvingerne, hvor skyggerne fra lysene spillede langs de hvide buer. Hånden på låret fulgte et usynligt mønster i stoffet, tommelfingeren fortsatte den samme cirkel. “Jeg hørte det,” sagde hun efter en pause; “hver sætning lå som en sten på mit bryst.” Hun vendte ansigtet mere mod ham, øjnene mødte hans.
“Han har allerede svaret,” sagde hun tørt og lod blikket falde kort mod gulvet; “Jesus sagde, at den, der begærer med hjertet, allerede har gjort det.” Hun lagde tryk på ordet, og i hendes tone var stram. Hendes ansigt frøs et sekund; blikket gled væk mod midtergangen. Hånden på låret stoppede.
“Den dag på stranden…” begyndte hun, stemmen var lav. Hun lod et kort, tørt suk slippe ud. “Du lå med maven på håndklædet og jeg skulle bare sørge for, at du ikke blev forbrændt.” Hendes kæbe spændte sig, som om ordene trak i noget gammelt. “Mine hænder fulgte ryggen ned, længere og længere, ned over lænden og ud over siderne. Jeg gjorde det ikke med vilje… men jeg kunne mærke, at din krop ændrede sig, at du blev helt stille, at du syntes, det var dejligt, at jeg blev ved.” Hun vendte endelig blikket mod ham igen; øjnene stod blanke. “Jeg mærkede dig tage imod… og jeg lod hånden blive, længe...; fordi følelsen af at kunne give dig sådan en ro og glæde… gjorde noget ved mig.” Hånden på låret løsnede sig, fingrene bredte sig ud mod stoffet. “Jeg har tænkt det som omsorg,” hviskede hun, “men det ændrede mig. Der var en varme i det… dyb, tung varme. Jeg ved ikke...”
Ordene slog ned i Michael som bølge; han havde ventet på en benægtelse, endnu en forklaring, og i stedet fik han en tilståelse. Han sank en klump, der sad i halsen. “Gud ser en mening ....” Han lod blikket glide op mod alteret. Lige dér blafrede en af de små flammer i stearinlysene ved siden af alteret; en kold stribe luft sneg sig gennem kirken, selv om døren var lukket, og den yderste flamme på rammen forreste til venstre sank ned til en glød. Vægen mørknede; gløden trak sig sammen, som om lyset var ved at dø. Mor holdt vejret og gispede let. Netop som den lille flamme syntes at slukkes helt, trak gløden en lys tråd ud, og en ny, slank flamme stod op, tynd og klar, højere end før; voks løb i en tyk stribe ned ad siden på lyset og stivnede i en buet form, der lignede en lille tåre, der sad fast ved foden af lyset.
Mor stirrede på det i flere sekunder; halsen bevægede sig. “Det...” sagde hun næsten uhørligt; “jeg bad om, at han skulle slukke ilden i mig…" Hun løftede en hånd mod brystet, "men..." En tung udånding slap ud mellem hendes læber, brystkassen sank en anelse; hånden gled fri af hans og ned på bænken. Hun skubbede sig en smule frem, så hun sad yderst på pladsen, tæt på kanten mod midtergangen; den anden hånd gled ned og fandt kanten af sædet. En bevægelse, der i andre sammenhænge havde signaleret, at hun gjorde sig klar til at rejse sig og gå, blev i stedet en glidning nedad. Hun lod knæene synke bagud, ned i mellemrummet mellem deres bænk og den forreste; knæene ramte stenpladen med et dæmpet dunk, der sendte en lille rystelse op gennem hendes lår. Fra midtergangen så det nu ud, som om Michael sad alene med salmebogen, kroppen let foroverbøjet; hendes skuldre skjulte sig under ryglænet, kun et lille mørkt bånd af hår anedes over kanten.
Hun løftede hovedet en anelse, til deres blikke kunne mødes gennem sprækken mellem sæde og ryglæn. Øjnene var blanke, men rolige. “Han har ikke slukket ilden,” hviskede hun, læberne knap bevægede sig. Hendes hånd kom frem under bænken, fandt hans knæ og lagde sig om det.
Michael lod sin egen hånd glide ned i det mørke fald af hendes hår; fingrene fandt roden ved nakken, hvor håret var tæt og tungt. Hovedbunden føltes varm under de mange hårstrå. “Hele mig rækker frem mod dig,” sagde han lavt, stemmen ru af den luft, præstens ord havde efterladt; “selv ikke Gud kan stoppe det..” Han sænkede ansigtet en smule, så hans pande kom tættere på ryglænet, og hun mærkede hans åndedrag strømme ned som lune strøg.
Hendes hånd gled fra knæet ind langs indersiden af låret; stoffet fra bukserne strammede lidt mod hendes fingre, musklerne under var hårde. Hun skubbede frakkens kant væk med håndryggen, til hun fik plads; varmen fra hans skridt nåede hende allerede, før hun rørte bulen i bukserne. Fingrene lagde sig hen over den, og hun mærkede den tydelige form, skaftet der stod presset op mod lynlåsen, pulsen der dunkede i et stille tempo inde under stoffet. Hun hvilede hånden der et par sekunder, lod trykket være blødt, mens hendes egne ribben arbejdede under blusen. “Du bærer noget med dig til mig,” mumlede hun, mere til sig selv end til ham; “hver drøm, hver flod.”
Lyden af hendes ord druknede næsten i den fjerne skraben af metal, da kirketjeneren rumsterede i sidekapellet tæt på. Michael trak vejret tungere; han lod hovedet falde en anelse bagover, så nakken hvilede mod træet, og blikket gled op mod hvælvet, hvor lyset fra den genoprejste flamme blandede sig med skæret fra lampen. “Jeg frygtede engang helvede,” sagde han stille, “nu føltes et liv uden dette her som en straf.”
Hendes fingre gled mod bukselinningen, fandt den lille metaltrækker og skubbede stille; lynlåsen gled ned med en kort, tør lyd, der forsvandt ind i kirkens tykkelse. Stoffet slap huden en smule, en stribe køligere luft gled ind under, og pikken gav et lille ryk, da trykket mindskedes. Hun skubbede med to fingre elastikken på underbukserne ned netop nok til, at skaftet kunne springe fri; huden gled mod stoffet, og så stod pikken der, opad og ud mod brystet, glat og varm og fyldt. Glansen glinsede i det dæmpede lys; en klar dråbe havde samlet sig ved den følsomme åbning og sad dér, tung og rund.
Michael havde stadig hånden i hendes hår; den gav en svag rystelse, da luften ramte den bare hud ved skridtet. Hans lår strammede sig, knæet skød en anelse frem og rørte hendes skulder. Hendes ansigt var nu kun få centimeter fra pikken; hun lod blikket glide hen over skaftet, fulgte den mørkere åre på undersiden, før hun så op på ham igen. Hans øjne var vidt åbne, pupillerne mørke, mundvigen en smule åben.
Hun sænkede hovedet langsomt, ikke som et dyk, mere som en bøn. Kinderne nærmede sig hans lår, og hun lod panden hvile et øjeblik mod den hårde muskel, som om hun samlede sig dér. Hendes læber nærmede sig pikhovedet uden at omfavne det; hun lod først åndedrættet stryge hen over den glatte glans, en varm, fugtig strøm som fik dråben til at vakle. Michael bed kort sammen om luften, en tung sitren gik gennem maven, og pikken gav et tydeligt dunk lige foran hendes mund.
Så lagde hun læberne til; et enkelt, blødt kys midt på glansen, ingen dyb indtrængning, kun en varm, rund berøring. Dråben af præ sæd gav efter og flød ud mellem hendes læber, lagde en salt, glat film på både hans hud og hendes mund. Hun lod munden åbne en anelse mere, så spidsen af tungen kunne glide frem og samle resterne; et lille, lydløst suk lød et sted højt oppe under hvælvet, før han opdagede, at det kom fra hans egen brystkasse.
Hendes hånd omsluttede skaftet lige under pikhovedet; grebet var nænsomt. Fingerspidserne fulgte den glatte hud nedad, mærkede varmen i dybden og den svage dunken fra blodet. Hendes mund fulgte hånden i korte, små bevægelser; hun lagde små, varme kys langs den øverste del af skaftet, lod læberne sætte sig som runde aftryk i en langsom række ned over huden. Hvert kys blev siddende en brøkdel længere, som om hun gav hvert punkt en stille bøn, før hun gled videre.
Michael så kun toppen af hendes mørke hår og de hvide knoer på sin egen hånd, der lå i nakken på hende; resten af verden lå som en tåge i periferien. Fra koret kom en svag raslen af stof, da kirketjeneren igen flyttede noget på alteret tæt ved. Han kunne mærke kirkens kølige luft over nakken, samtidig med at varmen fra hendes mund samlede hele hans bevidsthed omkring den bare pik, der fik omsorg dér, hvor ingen før havde rørt ham på den måde.
Hun lod læberne vende tilbage til glansen, lagde et lidt længere kys dér; munden åbnede sig en smule, så den øverste kant kunne glide ind mellem læberne, uden at pikhovedet forsvandt helt. Tungen strøg blødt hen over den følsomme åbning, en enkelt, rolig bevægelse, der føltes som et varmt, fugtigt strejf gennem hele skaftet og direkte ned i nosserne. Hånden ved roden begyndte at bevæge sig; langsomme, opadgående strøg, der fulgte skaftets fulde længde, og hver gang hun nåede højst op, lod hun læberne modtage den lille forskydning i huden med et kys, som flettede håndens bevægelse sammen med munden.
“Du laver rav i mit liv,” mumlede hun lavt, læberne tæt mod hans hud, så ordene vibrerede mod pikken; “fra mor til kvinde” Hun lod blikket løfte sig en anelse, så hun kunne se op på ham langs skaftet; hans ansigt stod halvt oplyst fra sidevinduet, halvt i skygge. “Om Gud vil det...” tilføjede hun, en tør varme i stemmen.
Michael lod hånden stramme en anelse om hendes hår; fingrene sank dybere ind ved roden, og hovedbunden var varm og fugtig. Han holdt blikket fast i hendes øjne, som nu lå i højde med hans lår, store og undersøgende. “Nu ser han endelig os begge to bringe orden; vi lader frygten stå bagved.” Han sænkede stemmen helt ned til en ru hvisken. “Den strøm du tager ind fra mig, kan løbe dybt ind i dig og kan gøre dig til mor igen. Ordene ramte hende som et forsyn; hele kroppen gav et kort, skarpt ryk, som om han havde lagt en hånd direkte på hendes underliv. Hendes øjne udvidede sig, den mørke ring om pupillerne slørede, og åndedrættet standsede et par slag. Kæben strammede, halsmusklerne tegnede en hård linje fra øre til kraveben, og huden ved tindingen trak sig i små, hurtige ryk. Den ene hånd slap hans lår og søgte ned mod hendes egen mave, fingerspidserne landede lige over nederdelens kant og blev liggende dér, som om hun mærkede efter, hvad hans sæd kunne gøre ved hende. Så lod hun hånden blive, uden at trække sig, og blikket gled tilbage til hans, bredt og blankt, med en blanding af en mørk længsel, der ikke længere kunne gemmes væk.
Hendes hånd på skaftet øgede trykket en smule, men bevægelsen forblev langsom. Hun lod underlæben glide langs undersiden af pikhovedet, lagde små, fugtige strøg med tungen dér, hvor huden var tyndest. Hver berøring sendte en ny bølge af varme op gennem ham; nosserne trak sig op mod kroppen, og en tung tyngde samlede sig dybt i bækkenet. Lydene i rummet ændrede karakter; kirkens store luft stod næsten stille, kun et fjernt klik fra en kontakt og en blød raslen fra prædikestolen blandede sig i baggrunden.
“Mor,” sukkede han; ordene opløstes i en lang, ru udånding, der gled tavst ud i rummet. Hendes hånd mærkede det før hans mund gjorde; pulsen i skaftet blev hårdere, hjertet slog op gennem pikken og ind i hendes fingre som korte slag. Hun løftede blikket helt nu, så deres øjne stod på linje; munden forlod lige netop glansen, og læberne blev liggende tæt nede ved spidsen, klare til at modtage.
-
“Se på mig, Michael,” sagde hun, stemmen lav men meget klar; “du bliver nød til at kalde mig Anne.”
Han lod blikket blive i hendes og lod hånden samle håret kærtegne hendes lokker. "Når du står i døren og tager imod vores gæster, så lover jeg at kalde dig Anne.", hviskede han. "Når min pik længes efter dig, og jeg mærker lysten til at sprøjte dybt ind i dig, er du mor i hele min krop," fortsatte han tæt ved hendes mund. Hendes pupiller svulmede, en mørk glans lagde sig over øjnene, og halsen tegnede en stram linje ned til kravebenet.
Han tog et fastere greb i hendes hår, ikke med et ryk, men med en styring, der trak hende tættere ind mod ham; hånden samlede håret ved roden og lod hovedbunden mærke vægten af hans hånd. Med den anden hånd lagde han skaftet til rette, så den runde top stod lige foran hendes læber, glinsende af den klare dråbe, der allerede hang ved åbningen. Hun lod munden glide op over ham uden tøven, læberne åbnede sig blødt, og han mærkede varmen fra hendes mund omslutte spidsen, mens hendes tunge lagde sig som en fugtig hylde under hele den blottede glans. Han pressede hofterne frem i en kontrolleret bevægelse, og hun fulgte med, lod halsen give efter, så den glatte krone gled dybere ind mod den bløde gane; læberne strammede sig omkring ham og trak huden en anelse tilbage, så den følsomme kant kom nøgen frem og direkte mødte hendes tunge. Hver millimeter ind gav en ny, mættet varme omkring ham, og et tungt sug fra hendes mund fik et stødvist åndedrag til at rive sig fri op gennem hans brystkasse, så et halvt støn blev fanget bag tænderne.
Hun lod ham glide ud igen, til glansen stod helt fri mellem deres læber; hendes ånde faldt varmt hen over spidsen. “Jeg elsker at være din mor, Michael,” hviskede hun op mod ham, ordene strøg blidt langs huden ved skaftet; “jeg har altid elsket at tage mig af dig, holde om dig, give dig ro.” Hun lagde et kys lige på den følsomme åbning, et rundt, fugtigt tryk, så den klare dråbe brast mod hendes læber. “Gud ved, at han gjorde mig til mere end det,” fortsatte hun dæmpet, “han lod mig bære dig i hjertet….” Munden åbnede sig igen, og hun lod den glatte krone glide ind mellem læberne, dybere denne gang; hun lod læberne køre langsomt ned ad oversiden, trak huden med sig i et langt, sugende greb, mens tungen fulgte hele undersiden i en rolig, glidende bane. Michael holdt vejret, lod kæben falde en anelse uden lyd, mens varmen fra hendes tunge gled hen over den følsomme rand og ned langs hele overgangen mellem hoved og skaft.
Hun trak sig en smule tilbage, læberne slap netop så meget, at hun kunne forme ordene omkring spidsen, der stadig hvilede mod hendes underlæbe. Hendes blik løftede sig kort, mødte hans. “Nu kan du give dig selv til mig,” sagde hun. Så lukkede hun læberne tæt om glansen igen og trak den ind, til den fyldige top ramte den bløde bagvæg; halsen gav efter, en lille rykning gled langs hendes strube, og han mærkede varmen omkring sig; tæt og omsluttende. I stedet for at lade hånden gøre arbejdet satte hun rytmen med munden; hun trak langsomt hovedet tilbage, lod læberne glide langs halvdelen af skaftet, før hun igen gled frem og lod den glatte krone forsvinde ind mod svælget, så hver tur endte i et sugende, vådt greb om kanten af hans pik. Tungen kørte i små cirkler langs undersiden, netop dér hvor den smalle overgang var mest følsom, og hver bevægelse forplantede sig dybt ned i hans bækken.
Michael fastholdt hendes blik, så meget som han kunne gennem gardinet af mørkt hår; maven trak sig sammen i en dyb, tung krampe, og han lod underkæben synke en anelse, uden lyd, kun en stum rystelse der løb fra bækkenet op gennem brystet. Den første stråle sæd skød frem i en voldsom, trykkende varme; lige i det øjeblik havde hun trukket ham en smule ud, så spidsen stod fri mellem læberne, og den tykke stråle ramte hende tværs over over og underlæbe, en mælkehvid bue der straks begyndte at løbe ned mod hagen. Hun åbnede munden en anelse mere, lænede sig en centimeter frem, så næste stød skød direkte ind og lagde sig som en varm, tung sø på hendes tunge, mens en del stadig ramte kanten af hendes mund og sprøjtede videre op mod næseryggen. Pikken rykkede hårdt inde mellem hendes læber, og de efterfølgende stød kom i korte, kraftige pulser; hver stråle slog med en slap men tung styrke mod hendes mund, hage og den del af skaftet, hun stadig holdt tæt ind mod sig med læber og tunge.
Hun lod ham ikke slippe; læberne blev tæt ved spidsen, og hun åbnede munden helt, lod den glatte krone glide halvvejs ind, lige nok til at den varme, tykke sæd kunne fylde rummet omkring spidsen. “Ja…” mumlede hun dæmpet omkring ham, stemmen vibrerede mod hans hud; “giv mig alt det, du har… ” Hendes tunge krummede sig, samlede sæden og skubbede den længere tilbage; han så, hvordan kinderne bulede en anelse ud, mens hendes strube arbejdede i små, synlige bevægelser. “Ellers må gud stoppe mig,” hviskede hun, da hun lod ham glide ud for at trække vejret, sæden glinsede på læberne. De næste dråber løb ned over hendes hage og dryppede i små, tunge perler ned på hendes hånd og hans lår, hvor huden blev smurt ind i et glat, varmt lag, mens pikken stadig dunkede svagt mellem hendes læber, selv om selve stødende mistede kraft.
“Jeg vil altid være mor for dig, når du har brug for en krop at give dig til,” hviskede hun, stemmen tæt ved hans skaft, mens hun lod tunge og læber samle endnu en rest op fra den følsomme top. Hun lod munden glide ind over ham en sidste gang, nu uden kraft bag, blot som en blid, sugende vuggen, der trak de sidste små skvulp af sæd ud fra åbningen og lod dem smelte sammen med det, hun allerede havde i munden. Struben arbejdede igen, en dyb, tydelig synkebevægelse, der viste Michael, hvordan hans varme sperm forsvandt ned gennem hendes hals.
“Jeg orker ikke flere dage, hvor han...,” sagde hun med fortrydelse; “Bare tanken om ham... og jeg beder Gud om styrke til at kunne gøre det, der skal til, for at stoppe det.”
Michael trak vejret tungt, hele kroppen føltes glødende. Noget i brystet gav efter, som om hendes afsky for far gjorde indtryk. “Jeg vil bare...” fik han frem, stemmen ru. Han lod hånden glide en sidste gang over hendes hår, fra toppen af hovedet og ned til nakken, som en stille velsignelse tilbage; fingertippene strøg de fugtige hår, der havde klæbet sig en anelse til hendes hud, og håndfladen hvilede et øjeblik ved hvirvlen, som om han svarede fysisk på den bøn, hun lige havde sendt opad. Over dem flakkede et lys i koret; en af flammerne ved alteret skød kort i vejret igen, voks dryppede ned og stivnede, og skyggerne af de to kroppe ved bænken satte sig et øjeblik på væggen som en mørk, sammenflettet form, før lyset faldt til ro, mens en tung kulde gled langs hans rygsøjle ved tanken om manden, hun nævnte.
Hun lod tungen glide langs sin egen overlæbe, samlede en sidste rest af den tykke væske op og lod den glide længere ind; en enkelt, dyb synkebevægelse gled ned gennem halsen, struben bevægede sig, og noget i hendes blik blev roligt. En smal, lys stribe sæd var blevet liggende ved kæben og en lille plet ved mundvigen, hvor lyset fra sidevinduet kort fangede glansen. Michael mærkede, hvordan pik og mave begyndte at køle en anelse; huden trak sig sammen, og en rest af sæden løb i en langsom, lun bane ned mod roden og videre ned på hans underbukser.
Hun gled stille tilbage mellem bænkene, løftede knæene fra den kolde sten og satte sig igen ved siden af ham. Nederdelen faldt glat på plads over lårene, frakken blev trukket op om skuldrene, og hånden fandt salmebogen i bænken foran, som om hun samlede den samme orden op som før. Ansigtet bar stadig en svag glans, men kirkens blandede skygger skjulte de fleste spor for enhver, der måtte vende sig om. Michael lod sin hånd blive liggende et øjeblik på hendes knæ under uldstoffet; hendes lår var varme, og musklen gav et lille, næsten umærkeligt svar op mod hans håndflade, som en stille bekræftelse på, hvad de lige havde delt foran alterets lys.
-
Entréens lys var skarpt efter kirkens matte pærer; pæren kastede et hårdt, hvidt skær ned over de våde sko og jakker på knagerækken, og klinkerne under Michaels fødder føltes kølige og glatte af dryppende regnvand. Der lugtede af vådt uldtøj, sko, der havde stået for tæt, og den varme, tunge aroma af pizza og vin, der stadig hang som et slør fra stuen. TV’et mumlede gennem væggen, kommentatorens stemme var skruet så langt ned, at ordene gled sammen til en monoton brummen.
“Det var godt, I to gad være Guds disciple i aften,” råbte far inde fra sofaen, stemmen halvt hæs af vin, halvt opstemt; “jeg fik lige samlet kræfter til i morgen.”
mor hang frakken op med en kontrolleret bevægelse, skuldrene en anelse højere end normalt, mens hun glattede stoffet med flade hænder. Halsudskæringen på hendes bluse havde åbnet sig under frakken, en stribe bleg hud ved kravebenet stod synlig, og det mørke hår faldt fugtigt ned langs nakken.
“Det er ikke Gud, jeg savner noget fra, Frank,” sagde hun tørt, uden ironi.
Far rakte ud efter vinglasset på sofabordet, tog en slurk og satte det ned igen, glasset ramte træet med en lille dump lyd. “Det kan jeg sgu godt gøre noget ved,” sagde han, et skævt grin trak i den ene mundvig, mens han lod blikket glide ned over hende.
Mor greb sin taske fra stolen, svingede stroppen over skulderen og gik forbi dem, op ad trappen. “Du er jo fuld, Frank. Jeg går i seng,” sagde hun, stemmen lidt lavere;
Michael fulgte hende med blikket, til hun rundede reposen og var væk. Han blev stående i entreen et øjeblik, mærkede varmen fra kirken og sidekapellet blande sig med en ny, strammere uro i brystet. Så gik han langsomt op ad trappen, trådte lydløst på hvert trin, som om han allerede vidste, han ville komme forsøge at komme tilbage til hende igen.
På sit værelse satte han sig først på kanten af sengen, forsøgte at tvinge skuldrene ned. Lyden af TV’et var svagere heroppe; gennem gulvet lød kun dæmpede vibrationer fra stuen. Han lagde sig kort ned, men kroppen lå stiv ovenpå dynen, og efter få minutter rejste han sig igen, gik hen mod døren og lod hånden blive på grebet uden at trykke ned.
Fra deres soveværelset lød først små, hule lyde; skabe der blev åbnet, en skuffe, der gled med en tør raslen, et kort bump, da noget blev sat på natbordet. Vandhanen på badeværelset blev tændt, løb et øjeblik og slukkede igen; en dør, der knirkede svagt og klikkede i. “Så, Madonna,” lød hans stemme derinde, dybere nu, lidt tyk af vin; ““skal jeg vise dig, at jeg stadig kan levere miraklerne, hva’?”
Michael gled ned ad gangen og stillede sig ved siden af åbningen til deres soveværelse. Døren derinde var kun trukket halvt i; striben af lys på gulvtæppet nåede lige hen til hans tæer, og gennem sprækken kunne han se den nederste kant af sengen, en del af gulvtæppet og mors fødder, da hun bevægede sig.
“Frank…” mors stemme var lav og spæd; den bar trætheden fra hele dagen. “Jeg har været i gang hele dagen, jeg vil gerne sove.”
“Det vil jeg også – men først om lidt,” svarede far, og Michael hørte madrassen give sig med et polstret dunk, som når nogen satte sig tungt på kanten.
“Du kan da i det mindste kysse mig,” fortsatte han, stemmen nu tættere på sengegavlen; “jeg har jo nærmest ikke haft lov til at røre dig i ugevis.”
Michael så skyggen af mors bare fødder, der flyttede sig på gulvtæppet; sengegærdet gav en knag, som om hun satte sig ned. En kort, tør lyd af hud mod hud – et hurtigt kys, der ikke trak ud.
Dynen gled med en raslende bevægelse, madrassen bøjede sig; Michael så kanten af mors læg og ankler, da hun lagde sig tilbage, og en mørkere skygge, der måtte være fars krop, lænede sig ind over hende.
“Du skal ikke…” mors ord blev tyndere, og luften mellem dem føltes kortere; “jeg er træt, og jeg er øm. Det hele føles… meget.”
En kort, hektisk raslen lød; sengetøj, der blev skubbet til side, elastik, der blev trukket, stof der strøg over hud. Michael kunne lige ane, hvordan fars skuldre lænede sig længere frem, silhuetten bred og mørk i lysstriben.
“Åbn benene,” sagde far hårdt, nu uden tøven; “skub dine knæ ud. Du ved godt, hvordan jeg vil have det.”
Madrassen knagede, da hun flyttede sig; gennem sprækken så Michael, hvordan dynen løftede sig og faldt, som når knæ bøjes og glider ud til siderne. Hendes åndedrag ændrede sig; det kom kortere, mere skjult, ikke rigtigt lyd, mere luft, der blev presset gennem næsen.
Der lød en fugtig, hul lyd, som når stof bliver trukket til side fra våd hud.
“Ja, se der,” lød fars stemme, tung og tilfreds; “Du sgu da helt varm. Du savnede vel også mig lidt, hva’?”
Mor gav kun et indsuget åndedrag til svar; ingen ord, ingen latter. Michael pressede håndfladerne mod dørkarmen, mærkede træet under sine fingre. Han vidste, hvorfor hun stadig var våd; billederne fra kirken blandede sig med lydene fra sengen, og skammen pressede sig op under brystbenet.
En tyk, våd lyd blandede sig; Michael forestillede sig far, der førte sin pik op langs hendes kusse, smurte sig ind i hendes resterende safter fra kirken, uden at vide, hvem de egentlig kom fra. Et tungt suk fra far bekræftede det.
Første stød kom som en tung knagen i sengebunden; et dumpt slag, træ mod væg. Mors åndedrag ændrede lyd, et lille, korte “uh” slap ud, som luft, der blev presset ud af lungerne. “Åh ja… sådan der, som jeg kender dig, pjevs” pustede han; “helt varm. Det sgu dejligt, skat.”
Michaels fingre strammede om karmen; knoerne føltes hårde og tørre.
“Lad mig være, Frank” hviskede hun; mere sagde hun ikke.
Michaels hånd gled ned til dørhåndtaget, fingrene krampede om metallet; han trak døren en anelse længere op, så sprækken blev bredere, og lampelyset fra rummet faldt som en smal stribe ud over hans tæer. Synet slog ham hårdt. mor stod på alle fire midt på sengen med knæene bredt ud over lagenet, lænden svajet, ballerne åbne og hvide i det gyldne lys; den blege, lidt forvaskede gule bomuldsnatkjole var skubbet helt op til taljen, så stoffet lå krøllet som en tynd, anonym ring omkring maven. far stod tungt på knæ bag hende med fødderne presset i madrassen, maven hvilede i en blød bue over hendes lænd, lårene brede og trætte under den glinsende hud; hænderne lå som to brede, faste klør om hendes hofter, huden på fingrene rød og blank dér, hvor grebet strammede. Hans pik stak frem mellem hendes baller, kort og tyk i lampelyset; skaftet var fugtigt helt ned til roden, og det butte pikhoved gled ind og ud af hendes kusse i langsomme, tunge stød.
Hver bevægelse trak hendes væv med; de fyldige ydre læber slog sig omkring det korte skaft og åbnede sig for glansen, når far pressede frem, og lukkede sig igen i en tæt, våd omfavnelse, når han trak sig tilbage. Saften lå allerede som en bred, glinsende krans rundt om hele åbningen, langt mere end de første få stød kunne forklare; Michael så den blanke fugt helt ude på hendes inderlår og genkendte intensiteten fra kirken, fra da hans egne fingre havde åbnet hende. En tyk, glinsende ring af klare safter og hvidere væske lå omkring pikhovedets kant for hvert stød, som en stribe der blev æltet frem og tilbage mellem dem. Lyden fra deres skød lød nu rå og tydelig ud i gangen; et tungt, fedtet klask hver gang hans tunge hofter ramte hendes baller, blandet med en blød, smaskende lyd, når hans pik gled gennem de drivende våde folder.
“Hold da kæft, du sejler jo, skat,” brummede far tilfreds og gav hendes hofter et hårdere ryk bagud mod sig; “jeg kan mærke hvor våd du er… du vil bare have mere, hva’?”
Mor løftede hovedet et par centimeter; håret faldt til side, og hendes blik fandt dørsprækken. De mørke øjne stivnede, pupillerne trak sig sammen, og hele hendes ansigt frøs i en blanding af skam og chok; læberne formede hans navn uden lyd, “Michael”, og underkæben begyndte at ryste. Far holdt fast om hendes hofter, som om intet uden for ham selv fandtes; fingrene strammede, huden omkring knoerne blev bleg, og han trak hende hårdt tilbage mod sig, så pikken gled helt i bund og forsvandt til roden i hendes kusse.
Michaels mave trak sig sammen; det dunkede i tindingerne, og en kvalme blandede sig med en tung varme under navlen. Han så, hvordan fars pik arbejdede i hende, metodisk og uden tøven; samme dybe, ens rytme, det samme gennemtvungne træk i hofterne hver gang. Hver gang far trak sig næsten helt ud, stod det butte pikhoved et øjeblik lige i åbningen, blankt og spændt, med en tyk, gennemsigtig streng af hendes saft, der holdt fast mellem glansen og hendes åbne læber; så skød pikken frem igen, og strengen brast, mens den mørke åbning blev tvunget op for at give adgang.
Hendes ansigt blev ved med at vende mod døren; hun kneb øjnene sammen et sekund, som om hele blikket prøvede at lukke ham ude, men øjenlågene gled op igen, og blikket blev hængende i hans. Hver gang far trak hende tilbage mod sig, rykkede hele hendes krop; brysterne svingede tungt under den krøllede, gule natkjole, og maven slog mod lagenet. Lydene fra hende var korte, pressede stød af luft, små “nej” og “lad være”, som om hvert stød trak noget ud af hende, der sad fast dybt inde. Hendes fingre borede sig ned i lagenet ved hovedgærdet, knoerne hvide mod det mørke stof; håndleddene rystede, og hofterne stive mens hun måtte tage stødene af fars korte pik, mens blikket mod døren bad om noget, Michael ikke kunne nå ind og give hende.
Michael stod fastfrosset i døråbningen og mærkede en kulde i brystet brede sig. Han så fars hofter arbejde i en tung, jævn takt; ingen nye ord, ingen kærtegn, kun det regelmæssige, insisterende stempel af den korte pik, der tvang sig gennem mors kusse igen og igen, mens hendes øjne bare blev ved med at hænge i hans gennem sprækken.
Fars åndedrag blev dybere; skuldrene løftede sig for hvert stød, og ryggen arbejdede i korte, hårde bevægelser. Stødene blev kortere, mere kontrollerede, men kraften steg; hvert slag sendte et hårdt klask gennem rummet, hvor hud mod hud blandede sig med den fugtige lyd fra deres skød. En brat tavshed lagde sig over hans mund; kun hæse pust, der slap ud gennem næsen, afslørede hvor tæt han lå på at give slip.
Mor pressede panden mod hovedpuden, øjnene kneb helt sammen, og en hård rystelse løb op gennem ryggen; pludselig skubbede hun hænderne frem, trak knæene med sig, så hun gled et stykke væk på lagenet, og fars pik slap hendes kusse med en våd, sugende lyd. “Nej, Frank,” råbte hun, stemmen skarp og rå, så lyden skar gennem døråbningen helt ud til Michael. Far gav et hæst brøl, hofterne rykkede stadig i luften, og hånden fløj ned mellem hans egne lår; fingrene greb om den korte, tykke pik, der stod blank og mørk af hendes safter foran hans mave. Han pumpede hårdt med hånden langs skaftet, hurtige, desperate strøg fra roden og op mod pikhovedet, og Michael så, hvordan glansen svulmede og trak sig sammen, før en tyk stråle af mælkehvid sæd sprang frem og ramte den gule bomuldsnatkjole hen over hendes lænd. De næste skud kom i korte, kraftige stød; varme, tunge klatter landede på hendes hofter og øverste del af ballerne, nogle slog direkte mod den bløde hud, andre satte sig som uregelmæssige, blanke pletter i det tynde bomuldsstof, der sugede væsken til sig og blev mørkere i ujævne cirkler hen over hendes ryg og side.
Han blev stående på knæ et par sekunder, brystkassen hævede og sænkede sig tungt, mens de sidste små ryk trak sig op gennem underlivet og ud i hånden om pikken. Sæden lå i tykke, blanke striber hen over den gule natkjole og på den nøgne hud ved hendes hofter; nogle klatter samlede sig i kanten mellem bomuld og hud, andre var allerede begyndt at glide nedad i langsomme, hvide løb. Far slap grebet om pikken, kørte håndfladen hen over hendes ene hofte og tværs over lænden, så den varme, glatte væske smurte sig ud i et bredt, mælkehvidt spor, der glinsede mod den blege hud. Fingrene gled videre, trak sæden ud i tynde tråde ned over hendes side, før han gned håndroden hårdt mod den gule bomuld, så stoffet sugede resterne til sig og fik uregelmæssige, mørkere pletter hen over ryggen. Til sidst tørrede han begge hænder grundigt af i natkjolen med korte, trætte strøg, som om stoffet var en klud, og lod så kroppen falde om på siden på madrassen med en slap bevægelse.
“Godnat…” mumlede han, stemmen allerede på vej ind i søvnen; “du må godt takke Gud for mig i morgen.”
Erotiske noveller skrevet af MrJay