Luften var tung af varme, og gardinet bevægede sig langsomt i vinden fra det
åbne vindue. Hun sad på sengekanten, med håret løst og skuldrene blottet, mens skumringen
gled ind i rummet som et åndedræt.
Han stod bag hende, tæt nok til at hun kunne mærke hans varme, uden at han rørte hende.
Stilheden mellem dem var elektrisk – som om luften selv holdt vejret.
Hun hørte hans åndedræt bag sig, tungt og roligt, og mærkede, hvordan det kaldte noget frem
i hende, hun havde forsøgt at gemme væk. Da hans hånd endelig gled hen over hendes
skulder, var bevægelsen så langsom, at tiden syntes at strække sig.
Fingrene tegnede et mønster, en usynlig linje, der fik hendes vejrtrækning til at ændre rytme.
Hun lukkede øjnene. Alt omkring hende blev opløst – lyden af byen, vinden, selv hendes egne
tanker. Der var kun fornemmelsen af hans nærhed, duften af regn og kaffe og noget, der var
deres alene.
Han sagde hendes navn, lavt, som om ordet var for skrøbeligt til at blive sluppet fri. Hun
vendte sig langsomt, og i det øjeblik fandtes der ikke noget udenfor det rum. Regnen begyndte
igen, sagte mod ruden. Rummet var dunkelt nu, kun oplyst af et gyldent skær fra gadelampen
udenfor.
Hun stod tæt ved ham, så tæt at hendes hår strejfede hans kind. Ingen af dem sagde noget.
Stilheden var tung af alt det, de ikke kunne sige. Hans hånd fandt hendes igen, et forsigtigt
greb, som om han spurgte – ikke tog. Hun svarede ved at læne sig ind, lade sig falde ind i hans
rytme, hans varme.
De bevægede sig langsomt, næsten andægtigt, som to, der havde ventet
længe på at finde hinandens tempo. Udenfor gled billygterne forbi som korte drømme.
Inde i rummet stod tiden stille. Hun så dem i spejlet på væggen – to skikkelser, smeltet
sammen i halvskygge. Et øjeblik kunne hun ikke se, hvor den ene sluttede, og den anden
begyndte.
Så blev alt stille igen. Kun hjertet, der slog. Langsomt. Dybt. Under huden. Morgenlyset kom
tøvende, fandt vej gennem gardinet og lagde sig som et blødt skær over deres kroppe. Luften i
rummet var stadig mættet af natten. Hun lå vågen, mens hans vejrtrækning fandt sin rytme
ved siden af hende.
Hun vendte sig. Han smilede – et roligt, åbent smil, som om han stadig bar nattens
hemmeligheder i sig. Et øjeblik var alt enkelt.
Han strøg en lok hår væk fra hendes pande. Berøringen var anderledes nu – ikke søgende, men
forankret. Hun vidste, at dagen ville ændre alt. At verden udenfor ventede. Men lige dér, i det
stille lys, var der kun dette: to mennesker, fanget i øjeblikket mellem nat og dag.
Hun trak vejret dybt og sagde stille: “Jeg tror ikke, jeg glemmer det her.” Han svarede ikke med
ord, men med et blik, der sagde alt. Og mens solen langsomt tog plads i rummet, blev
stilheden varm. Natten var forbi. Men noget i dem blev.
Erotiske noveller skrevet af Lady-Masseur