Dag ét: Ventetiden
Vivienne rejste tirsdag morgen – et kys på min pande, en befaling om at opføre mig ordentligt, og nøglerne til villaen. "Tre dage," sagde hun. "Vær god."
Tirsdag aften var jeg ikke god.
Mens jeg ryddede op, fandt jeg Kiras kort gemt i min kravede skuffe. Vivienne må have lagt det der, tænkte jeg. Mine fingre rystede, mens jeg tastede beskeden på min telefon: Herskerinden er væk. Tre dage alene.
Svaret kom inden for få minutter: Vær ved hoveddøren kl. 12.06. Påklædt. Uden undertøj. Blændet, dør ulåst, og adlyd alt, der kommer.
Jeg tilbragte onsdag formiddag i ængstelse – rensede Vivientes hjem manisk, ude af stand til at spise, tjekkede min telefon uden grund hver tredje minut. Klokken 11.45 positionerede jeg mig ved døren. Sorte bukser, hvid skjorte, nøgen underneden. Silkeblændet, som Vivienne havde brugt på mig, bundet stramt.
Et bank kom, præcist på minuttet, tror jeg.
Døren var ulåst. Jeg sagde ingenting. Blændet holdt mig i mørke.
"Du er en god dreng," sagde Kiras stemme. Hæs og genkendelig. "Nu knæl."
Jeg adlød. Hendes hånd fandt mit hår, greb fast, førte mig fremad. Hendes duft – en anden parfume end før, noget mørkere – fyldte mine sanser. Hun ville bruge min mund der, i entreen. Hun løftede sin nederdel og førte mit hoved ind under det. Jeg kunne mærke den bløde satin omgive mig. Jeg kunne mærke hendes strømpeklædte lår omkranse mig og høre hendes hæle grave sig ned i marmorgulvet for at få fodfæste. Jeg brugte min tunge så godt jeg kunne. Det må have været det rigtige sted for hende, for det tog kun sekunder, før hun begyndte at ryste og skubbede mig ud af hendes nederdel. Hun var forpustet, lo.
"Op. Bilen venter udenfor."
Jeg fulgte hendes stemme, hendes hånd på min albue. Køreturen varede tyve minutter, tredive, det var svært at vide. Da hun førte mig ud af bilen, var luften anderledes.
Da vi var inde i en bygning igen – "Afklæd," kommanderede hun.
Det gjorde jeg. Hun lod mig stå i mørket i, hvad der føltes som lang tid. Så hendes hænder, beklædt med læder, fastgjorde manchetter – håndled, ankler, krave. En snor fastgjort.
"I aften er du min fuldstændig," hviskede hun, hendes ånde varm mod mit øre. "Intet sikkerhedsord. Ingen afslag. Kun lydighed."
Hun brugte mig anderledes end Vivienne – råere, mindre tålmodig, mere eksperimenterende. Stillinger, der anstrengte mine muskler, krav, der pressede min udholdenhed.
Hun sov med mig. Men jeg var lænket til hendes sengeposter, min krop presset mod hendes, og hendes fingre strøg lejlighedsvis mit hår, mens jeg drev ind i søvnen.
Dag to: Træningen
Jeg vågnede til hendes stemme. "Brusebad. Så morgenmad."
Hun vaskede mig selv, klinisk, grundig, hendes hænder inspicerede hver en tomme, hun ejede for resten af dagen. Så fodrede hun mig – frugt, æg, vand – mens jeg knælede ved hendes fødder, hendes strømpeklædte tæer, der lejlighedsvis pressede mod mit lår og mine testikler, drillede mig.
"I dag," annoncerede hun, "udvider vi dine færdigheder."
Hun havde udstyr, som Vivienne ikke havde – en specialiseret bænk, remskaber, der ophængte frem for blot at binde. Hun positionerede mig på ryggen, arme over hovedet, ben spredt og løftet, og brugte timer på at lære mig rytme, tryk, tålmodighed. Brugte min mund, mens hun nægtede mig udløsning, igen og igen, indtil jeg græd, tiggede, min krop rystende af behov.
"Tavshed," kommanderede hun, da jeg bønfaldt hende. "Du kontaktede mig. Du ville have dette. Tag det."
Hun brugte legetøj på mig – propper, ringe, ting, der vibrerede og pulserede – mens hun red mit ansigt, trænede min krop til kun at reagere på hendes kontrol. Ved aftenstid var jeg delirisk og udmattet.
Hun tillod mig at sove i hendes seng den nat, krøbet mod hendes ryg, hendes hånd hvilende possessivt på mit hofte. Jeg drømte om Vivienne, vågnede i panik, så mærkede jeg Kiras greb stramme.
"Hun ved det ikke," hviskede Kira ud i mørket. "Vores hemmelighed."
Dag tre: Prøven
Den sidste dag begyndte med ceremoni. Kira klædte mig på – hendes valg, ikke mit. Stramme sorte bukser, ingen skjorte, læderkraven naturligvis. Hun påførte makeup på mit ansigt, eyeliner, noget, der fik mig til at føle mig dekoreret.
"I dag serverer du for mine veninder," sagde hun simpelt.
Tre kvinder, alle i hendes alder, alle i silke og strømper og dominant holdning. Jeg blev udstillet, bundet til en lav, armløs, dansk designet stol i hendes stue. Jeg blev brugt i rotation – min mund, mine hænder, min krop – mens de så på, kommenterede, dirigerede. Kira overvågede, rettede min teknik, roste min udholdenhed, demonstrerede sit ejerskab.
Ved eftermiddagstid var de væk, og Kira var endelig mæt. Hun befriede mig fra båndene, fjernede mit blænde for første gang i tre dage.
Hendes hjem var beskedent, bogfyldt, behageligt. Hun så blødere ud i dette miljø.
"Du klarede det godt," sagde hun, hendes hånd på min kind. "Vivienne trænede dig perfekt."
Hun kørte mig selv tilbage, nu klædt i afslappet tøj, næsten venlig. Ved Vivientes port kyssede hun min kind, stak noget i min lomme.
"Fortæl hende alt," instruerede hun. "Eller ingenting. Dit valg."
Hjemkomsten
Vivienne ankom hjem senere den aften. Jeg ventede, knælende, som befalet – badet, med krave på, forsøgende at fremstå uskyldig.
Hun trådte ind, smed sine tasker og så på mig. Virkelig så på mig.
"Rejs dig," sagde hun stille.
Det gjorde jeg. Hun cirklede omkring mig, næseborene blafrende, øjnene snærende.
"Du lugter af hende," sagde hun. "Kira. Den oud-parfume, hun foretrækker. Og noget andet. Læder. Ikke mit læder."
Jeg sagde ingenting. Mit hjerte hamrede.
"Du kontaktede hende," fortsatte Vivienne, hendes stemme faldende til is. "Mens jeg var væk. Du tilbød dig selv. Du serverede hende. I flere dage?"
"Ja, Herskerinde," hviskede jeg.
Hun slog mig. Ikke hårdt – et slag tværs over ansigtet, skarpt, stikkende. Så igen. Så greb hun mit hage, tvang mine øjne mod hendes.
"Du er min," hvæsede hun. "Mit legetøj. Min ejendom. Du tager ikke job ved siden af. Du tilbyder ikke det, der tilhører mig, til andre uden tilladelse."
Hun skubbede mig på knæ, hendes hånd i mit hår, hendes stemme rystende af raseri – eller noget lignende.
"Gå ned i kælderen," kommanderede hun. "Strafbænken. Vent på mig."
Jeg adlød, rystende, mit ansigt brændende. Kælderen var kold, mørk. Jeg positionerede mig på bænken, håndled og ankler klar til remskaberne, ventede på hendes vrede.
Afsløringen
Jeg hørte to sæt fodtrin nedad trappen sammen. Jeg strakte min hals, forvirret.
Vivienne og Kira. Sammen. Smilende.
"Perfekt," sagde Vivienne, hendes vrede var forsvundet, erstattet af tilfredshed. "Han fortalte dig alt?" spurgte Kira.
"Til sidst," lo Vivienne. "Efter lidt... opmuntring."
De stod over mig, begge to. Jeg ventede på straf.
"Du trode vel ikke," sagde Vivienne, hendes hånd strøg mit hår, "at jeg ville efterlade dig alene i tre dage uden at planlægge noget, vel?"
"Kortet i din kravede skuffe," tilføjede Kira. "Nummeret. Instruktionerne. Alt arrangeret, før jeg nogensinde rørte dig ved festen."
"Vi ville se," fortsatte Vivienne, "om du ville bide på krogen. Om du ville søge tjeneste på egen hånd. Om du ville være ærlig om det."
"Og det var du," afsluttede Kira. "Til sidst. Efter jeg fik dig til at tilstå," sagde Vivienne.
Vivienne hjalp mig med at sætte mig op. Hendes udtryk var varmt, stolt, moret.
"Du er en grådig lille ting," sagde hun kærligt. "Der vil have mere, end jeg giver dig. Men det er godt. Det betyder, at jeg kan dele dig. Låne dig ud. Bruge dig, som jeg finder det passende, sammen med andre, der forstår din værdi."
"Velkommen til aftalen," sagde Kira, rakte hånden ud for at give min hånd, så trak hun mig ind i et kys, som Vivienne så på med billigelse.
"Du serverer mig først," præciserede Vivienne. "Altid. Men Kira er min partner i dette nu. Hun vil bruge dig, når jeg tillader det. Træne dig, når jeg er væk. Og rapportere tilbage om din fremgang."
Hun smilede, skarp og rovgrisk og tilfreds.
"Du trode, du var slem," sagde hun. "Men du gjorde blot præcis, hvad vi planlagde. Nu – openunder. I begge to. Jeg vil høre hver eneste detalje fra jeres tre dage. Hver befaling, I fulgte. Hver gang, du kom uden tilladelse."
Hun holdt pause, hendes hånd på min krave.
"Og så," hviskede hun, "fortsætter vi din træning."
Erotiske noveller skrevet af Peter 71